Brovandeskolens leder sagde farvel og tak

Ryan Pristed fik masser af gaver til sin afskedsreception. Her er der blomster fra Sofie.

Brovandeskolens leder sagde farvel og tak

10. juni 2011 - kl. 8:25 - af

For Brovandeskolens leder igennem mere end 10 år, Ryan Pristed, var der i går eftermiddags inviteret til afskedsreception i skolens multihus. Rigtig mange venner, kolleger, samarbejdspartnere og familiemedlemmer var mødt frem for at hilse på. Taler og festlige indslag afløste hinanden i en lind strøm og var med til at gøre dagen speciel for Ryan Pristed, der har sidste arbejdsdag på skolen den 31. juli.

Dagen efter starter skolens nye leder,  Claus Pawelczyk.

Ryan Pristed holdt naturligvis også tale og den kan du læse her:


Kære familie, venner, kolleger og samarbejdspartnere.

Tak fordi så mange af jer har lagt vejen forbi og været med til at give mig et uforglemmeligt minde til mit tilstundende otium.

Nogle af jer har også været så venlige at sige et par ord, ligesom andre på anden måde har bidraget til at gøre denne dag mindeværdig.

Jeg kender eksempler på kolleger der har stået i samme situation og som efter have hørt taler efter taler fortælle om deres fortræffeligheder, er kommet i tvivl om de har truffet det rigtige valg. Det er jeg ikke- altså i tvivl.

En skole er en dynamisk størrelse som har behov for hele tiden at udvikle sit indhold, arbejdsmetoder og sætte nye mål. Som leder synes jeg vi har nået en del i løbet af de godt 10 år jeg har haft det held at være ansat på Brovandeskolen og jeg mener også vi stadig har skruen godt i vandet, men en organisation har behov for at blive udfordret, og det er så let at stivne i en bestemt form. Skolen har brug for en ny kost der kan sætte spørgsmålstegn ved skolens selvopfattelse og se med nye øjne på indhold og målsætning. Enkelte vil sikkert være uenige med mig, men jeg har altid haft det held at skifte mens legen var god. Alle gode gange tre, siger man, og selv om jeg lige nu sagtens kunne forestille mig at prøve endnu en skole, siger min erfaring mig, at man ikke skal udfordre skæbnen.

Jeg er nok en af de ledere inden for den frie skoleverden der har højest anciennitet, faktisk er der vist kun en med højere anciennitet, nemlig ledernes formand, Mogens Lorentzen. Det er ikke mange der slipper helskindet fra at have stået på øretævernes holdeplads i 34 år, men jeg har haft det held altid at have haft dygtige, gode og inspirerende samarbejdspartnere, i form af lærere og andet personale, gode bestyrelsesformænd og bestyrelser, en dygtig lærer/lederforening og en god og loyal skoleorganisation. Det har selvfølgelig ikke altid været en dans på roser, men ved fælles hjælp og god vilje, er vi altid kommet helskindet gennem forskellige udfordringer. Det der er så fantastisk ved at arbejde inden for den frie skoleverden er den entusiasme, vilje og forståelse for de særlige vilkår vi arbejder under, der besjæler alle organisationer og samarbejdspartnere. Dermed være ikke sagt at der ikke gennem årene er faldet knubbede ord og fra tid til anden har vandene også delt sig, men det kan heller ikke være anderledes når relationerne er bundet sammen af stærke viljer og bevidstheder om hvordan tingene skal være.

Nogle vil måske nok mene at jeg lider af Altzheimer light når jeg siger, at jeg aldrig har haft en dag hvor jeg ikke har glædet mig til at komme på arbejde, men det er i hvert fald sådan jeg husker det. Arbejdet med børnene, deres forældre og et engageret personale, er den kemiske formel der kan få selv en ældre motor til at snurre og få skelettet op i gear og barometret stillet ind på solskin.

En helt anden side af min virksomhed har ikke i dette forum været særligt kendt, selvom jeg fra tid til anden, af mine kolleger her på skolen, i den anledning har været kaldt ugens gæst. Igennem stort set hele min karriere som skoleleder har jeg også været engageret i skoleledernes løn-og arbejdsforhold og det vil ikke her være stedet at fortælle om mine mange oplevelser i den sammenhæng, men jeg er glad for og lidt stolt over at også det projekt er lykkedes, nemlig at lederne i de frie skoler fra nytåret 2012 får eget sekretariat, ligesom forhandlingsretten og aftaleretten allerede kom på plads her den 1. april i år. Det er et resultat som jeg, sammen med mine gode kolleger i lederbestyrelsen, med rette kan være tilfredse med fordi det sikrer, at vi med endnu større kraft kan arbejde for at forbedre ledernes arbejds-og lønforhold.

Nu er også denne del af mit arbejde imidlertid slut og jeg vil af hjertet takke alle jer der har været med til, og givet mulighed for, at få mit liv, so far, til at lykkes og være meningsfuldt. En særlig tak til Verna, min kone, som har været med mig gennem alle årene og har været med til at støtte, opmuntre, pleje og trøste når der har været behov herfor.

Til sidst et stort knus til kollegerne og bestyrelsen her på skolen som sammen med børnene har lagt et stort arbejde i at få denne dag gjort festlig og stemningsfuld.

Held og lykke skal der imidlertid også til, hvilket jeg vil ønske for jer alle. Tak fordi I kom og tak for mange gode oplevelser, hyggelige og indholdsrige timer, dage og år.

Mange tak og god vind fremover.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Brovandeskolens leder sagde farvel og tak' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
SELECT DISTINCT ID, post_title, post_password, comment_ID,
                comment_post_ID, comment_author, comment_date, comment_approved,
                comment_type,comment_author_url,
                SUBSTRING(comment_content,1,300) AS com_excerpt
                FROM wp_comments
                LEFT OUTER JOIN wp_posts ON (wp_comments.comment_post_ID = wp_posts.ID)
                WHERE comment_approved = '1' AND (comment_type = '' OR comment_type = 'comment') AND
                post_password = ''
                ORDER BY comment_date_gmt DESC
                LIMIT 5

Seneste kommentarer

© 2007-2022 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER