
arkivfoto
Stor tennisturnering på nye baner
8. juli 2011 - kl. 7:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Skaw-Open 2011 starter på søndag er det med over 100 deltagere.
Skagen Tennisklub er igen klar med den traditionsrige turnering på det dejlige anlæg. Der er mange gengangere, men også nye ansigter. Alt i alt ca. 110 tilmeldte, og mange deltager i to rækker. Der bliver 15 rækker, 28 puljer og ca. 170 kampe, inkl. finaler, og det er en pæn fremgang i forhold til sidste år, hvor der var ca. 135 kampe.
Gode lokale sponsorer
Der er rigtig mange lokale virksomheder, der bakker op om turneringen. Som nogle af de største sponsorer kan nævnes Designfirmaet Skagen Denmark, der sponserer med gavepakker med smukke Skagen Ure og Color Hotel Skagen, der sponserer med et 2 personers ophold i 2 dage med morgenmadsbuffet og 2 lækre middage m.m. Endelig skal nævnes ikke mindst Spar Nord Bank, som har deres egen bane 1, Ruths Hotel, som har deres egen bane 2, Huset Holst, Bolig Design, Slagter Jensen, Huset Holst, Colorit, Nordjyske Medier, og Skagen Bryghus. Coolsport er turneringens boldsponsor.
Nye kunstgræsbaner
Kunstgræsbanerne fra 2007, 2009 og 2010 har været kæmpesucceser, og det gjorde, at klubben gerne hurtigt ville have denne gode belægning også på den sidste bane. Belægningen er ikke så hård ved ben og knæer, og der kan spilles selvom vejret er fugtigt. Kunstgræsbanerne har betydet, at gamle medlemmer er vendt tilbage og udendørssæsonen er forlænget. Siden sidste Skaw-Open er der derfor lagt kunstgræs med sand på den sidste bane – bane 2 – og også 100 m2 bane ved slåmuren.
Sports Trading ApS har i maj 2011 færdiggjort den nye kunstgræsbane. De har lavet et flot stykke arbejde – og det er sket på rekordtid, dvs. 2 dage. Det er en kunstgræsbane, der er rullet ovenpå hardcourt underlag. Der er boret lidt huller til vandafløb, og puttet ca. 25 kg fint sand på pr. m2. Banerne er flotte græsgrønne med hvide linier og rødt tæppe udenom.
Klubben har en god økonomi
En ny bane koster 130.650 kr., hvilket er en del penge for en lille tennisklub. Men klubben har en god økonomi. Den gode økonomi skyldes flittige medlemmer, der gør et stort stykke aktivt, frivilligt arbejde, herunder ikke mindst i forbindelse med Skaw-Open arrangementet, som sidste år gav et overskud på ca. 35.000 kr. Desuden udlejes banerne til gæstespillere hele sæsonen.
Klubben har også været begunstiget af tilskud fra faste sponsorer – og ikke mindst den lokale hovedsponsor Spar Nord Bank, der også har støttet opførelsen af den nye bane.
Indvielse af ”Ruths Hotel Banen”
Klubben har i år indgået en samarbejdsaftale, således at Ruths Hotels gæster kan spille på banerne. Som en del af aftalen er Ruths Hotel med til at finansiere den nye bane 2, som derfor hedder ”Ruths Hotel Banen”. Der bliver indvielse af den nye bane på tirsdag den 12. juli 2011 kl. 19.30, hvor Ruths Hotel, klubmedlemmer og de mange gæstespillere vil deltage.
Flere børn spiller tennis i Skagen
Klubben har den glæde, at medlemstallet er voksende, og nu har passeret 100, bl.a. pga. de dejligt indbydende baner, men nok mest fordi klubben stiller anlægget gratis til rådighed for områdets skoler, så idrætslærerne kan komme med børnene og spille. Mange lokale børn har derfor fået lyst til at spille i klubben. Der kan læses mere om klubben og Skaw-Open på www.skagentennisklub.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor tennisturnering på nye baner' til en bekendt