Per Arnoldi på Skagen Odde Naturcenter

Per Arnoldi på Skagen Odde Naturcenter

13. september 2011 - kl. 0:18 - af

Skagen Odde Natur-, kunst- og designcenter slutter sæsonen 2011 med en fantastisk udstilling af Per Arnoldi, og inviterer derfor til fernisering lørdag d. 17. september 2011, 14.00 – 16.00. Der er fri entré.

Per Arnoldi skriver om udstillingen:

Kære venner:

Det gamle KÆHLERS keramiske værksted i Næstved ( 1839 – 2007 ) var et paradis for kunstnerne.

Her kunne de komme og gå, få den hjælp de havde brug for, den arbejdsro der også var nødvendig, varme ovne og gode glasurer.

Jeg var så heldig gennem 10 år til værkstedet i 2007 måtte lukke, at komme i lerets vold og give mig hen i glasurerne…

og så er der ingen vej tilbage.

Hele processen er på en gang både meget enkel og ligefrem.

Jeg mener, det er jo bare ler.

Og så samtidig mystisk og fortryllet i ovnens voldsomme flammer.

De krukker og fade, efter mine tegninger, der blev drejet af værkstedet mesterdrejer Bjarne Puggaard, stod våde og ventende når jeg fik at vide at banen var klar.

Jeg kan ikke dreje og havde ingen ambitioner om at kunne matche den perfektion Bjarne havde opnået.

Men jeg malede på dem.

Vådt i vådt.

Begitning direkte på det våde ler.

INGEN VEJ TILBAGE !

Og det er det vidunderlige.

Det kan ikke gøres om.

Det er nu og her og i et hug.

For man kan ikke lave et hurtigt strøg langsomt.

Man kan ikke både holde fart og tøve, gi´sig hen og tænke sig om på een gang.

Og hvis strøget efter den endelige klare glasering og den voldsomme brænding, skal fastholde både fart og risiko skal det gennemføres med både mod og bravoura.

Det var ambitionen:

At fastholde det ultrakorte, totalt koncentrerede øjeblik på en vase i fin form.

Det der ikke kunne gøres på leret måtte jeg gøre på en lang række krukkebilleder.

Derfor ser denne udstilling sådan ud.

Al keramik fra Kæhler… malerierne fra mit eget atelier.

Vi savner det værksted, selvom jeg nu har fundet et nyt ovnvarmt værksted hos Petersen Tegl i Gråsten og har taget Bjarne Puggaard med mig derned.

Mit keramiske eventyr slutter ikke her…

God fornøjelse.

Per Arnoldi
September 2011

Der ud over kan der ses kunstværker af en række danske kunstnere bl.a. Robert Jacobsen, Carsten Rudolfsen, Susanne Ahrenkiel, Rene Lacroix og Bente Linnemann m.fl. Der er mulighed for at købe de udstillede kunstværker.

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Per Arnoldi på Skagen Odde Naturcenter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger