Uro i Vesterby

Uro i Vesterby

27. oktober 2011 - kl. 9:56 - af

Et forslag til ny lokalplan, der skal omfatte den ubebyggede grund på hjørnet af Vester Strandvej og Fabriciusvej har skabt røre i Vesterby.

I 2007 indkaldte Frederikshavn Kommune til et møde på Color Hotel, hvor kommunen ville lodde stemningen for en ny lokalplan, som gav mulighed for et stort, nyt byggeri på grunden. Der mødte 325 mennesker op til mødet, og der kom mange kritiske indlæg mod planen. Efter mødet modtog kommunen over 1.000 protester.

Der efter faldt planen til jorden.

I efteråret sidste år indkaldte kommunen på ny til møde om en ny lokalplan, hvor det byggeri, som kunne tillades, var gjort lavere. Der var mange kritiske kommentarer på mødet, og kommunen fik knap 40 skriftlige indsigelser. På nær et par stykker blev alle indsigelserne afvist, og byrådet vedtog den 21. september foreløbig lokalplanen, som efter reglerne blev sendt ud til offentlig høring, inden den endeligt kan vedtages af byrådet.

Situationen er nu, at eventuelle indsigelser mod lokalplanen skal sendes til Frederikshavn Kommune senest den 23. november i år, hvor indsigelsesfristen udløber.

– I Vesterby er vi meget betænkelige ved lokalplanen, da den tillader et byggeri på 2 ½ etage mod nu 1 ½ etage, en højde på 10 ½ meter mod nu 7 ½ meter og en bebyggelsesprocent på 80 mod nu 35, siger Bent Svendsen, som bor P.K. Nielsens Vej 3 A.

Vi er meget betænkelige ved, at der placeres et byggeri med op til 25 boliger 50 meter fra skibsværftet, da vi er bange for, at der fra de nye boliger kommer en stadig strøm af klager over gener fra værftet.

Vi mener også, at det voldsomme byggeri helt vil ødelægge det dejlige miljø i Vesterby og give voldsomme skyggevirkninger, slutter Bent Svendsen

9 kommentarer til “Uro i Vesterby” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

9 kommentarer til “Uro i Vesterby”

  • Jeg forstår godt, at der fortsat er uro i Vesterby.
    Frederikshavn Kommune fik i 2007 forelagt et projekt til bebyggelse af grunden på godt 5.000 m2, Efter talrige protester, dels mundtlige protester på et møde på Color Hotel Skagen, dels efterfølgende skriftlige protester opgav byrådet at lave en ny lokalplan, der skulle muliggøre projektet.
    Men i 2010 indkaldte kommunen igen til et møde på Color Hotel for at høre, hvad skawboerne synes om en ændret lokalplan. Reaktionen var den samme. Mange mødte op og tilkendegav, at man stadig ikke ønskede et stort og massivt byggeri i Vesterby. Derudover kom der en del skriftlige indsigelser.
    Alle indsigelser på nær én blev tilsidesat, og uden at byrådet har taget hensyn til de lokale ønsker om at bevare miljøet i Vesterby, har byrådet vedtaget det lokalplanforslag, som nu er til offentlig høring.
    Byrådet har endvidere været tvunget til at foreslå kommuneplanen ændret, for at lokalplanforslaget skulle kunne vedtages.
    Da storkommunerne blev dannet, lagde man megen vægt på at bevare nærdemokratiet.
    Det er derfor skuffende, at flertallet i byrådet i Frederikshavn på trods af protester såvel fra byrådsmedlemmer som fra talrige af skawboer ønsker at gennemføre lokalplanen.
    Og hvad drejer det hele sig så om ?
    I Skagen ønsker vi at bevare det unikke kulturmiljø, som Vesterby med sine gamle gule huse i meget høj grad er eksponent for. Det miljø skal ikke for evigt ødelægges af et stort, dominerende og meget massivt byggeri, som overhovedet ikke er tilpasset omgivelserne.
    Hvad gør vi så i Skagen ?
    Det, vi alle kan gøre, er så utvetydigt som muligt at give vor mening til kende over for Frederikshavn Kommune, Rådhus Allé 100, 9900 Frederikshavn eller tf@frederikshavn.dk. Tilkendegivelsen skal være kommunen i hænde senest den 23. november 2011.

  • John Nebbelunde

    Hvor er jeg dog ligeledes enig med Karina, selv om jeg ingen tilknytning har til stedet , har jeg altid nydt miljøet der, på mange cykelture.
    Håber inderligt at politikerne i Frederikshavn ikke forveksler ordet “Folkestyre” med “demokratur” at de vil tænke sig om.

  • godt tænkt Karina.. Du har fuldstændig ret i det du har skrevet… Lad der komme ældre boliger der nede til de ældre så kunne dem fra hjemmeplejen lige tage en svæng med dem engang imellem.. Det var da det perfekte sted til at lave ældre boliger

  • Jeg læste et sted herinde, hvorfor man ikke tænkte i ældreboliger, på det berømte hjørne, prøv at tænke alle de gamle fiskere, som sidder rundt om i hele byens forskellige ældre boliger, som ville nyde at bo så tæt ved vandet, kunne gå/køre en tur rundt jollehavnen, følge med i værftets skibsbygninger, stadig kunne se de små røde skure, og 100 meter til vandet, Hvorfor tænker man dog ikke i de baner, sådan en lejlighed ville uden tvivl, blive atraktiv, da jeg selv arbejder i hjemmeplejen, og ofte hører at specielt mange dårlig gående fiskere, savner havnen, det nærmeste er det hvide hus, men de har en utrolig kedelig udsigt, var det ikke en ide, at tænke på de folk som har knoklet hele deres liv i Skagen istedet for, turist boliger som jeg tror at det bliver på sigt, ikke mange skagboer vil flytte ind i sådan moderne huse, de passer overhovedet ikke ind i by billedet, tænk alle de turist busser der kører rundt og viser folk, vores flotte refugium(kongevillaen) derefter forbi fortidsminderme, op af Fabrisiusvej hvor man kan se de gamle røde skure og kigger man til venstre er hele billedet af Skagen ødelagt, tænk, tænk, bare mit råd..Kan da godt forstå, at elektrikeren, er trist over at have smidt så mange penge i grunden, men at tro at alle skagboerne ville være med på en sådan ide, om bebyggelse, kan jeg ikke tro på. Vi kæmper videre…mvh Karina

  • Vil give Ruth og Torben fuldstændig ret, det er fuldstændig galmatias, mine oldeforældre boede hele min barndom på P.K Nielsensvej, mine forældre er født på henholdsvis, Jens Fages vej og Hans Baghsvej kan vi dog ikke bare få lov at beholde et lille stykke af det gamle Skagen, jeg ved godt at jeg og min ret store familie har et specielt tilknytnings forhold til det ( hjørne ) men det er jeg sikker på, at ret mange skagboer har, det er da ihvertfald et sted jeg elsker at cykle med mine feriegæster, og vise dem et ægte stykke Skagen, som det hele tiden har fået lov at se ud, eller ihvertfald er holdt i samme stil, kan vi da ikke få lov til at nyde de små røde redskabsskure og duften af havet, kunne lige se i øjnene at Værftet også skulle rammes, så er alt da total i top…Hvor mange gange skal vi slås for det, jeg er ihvertfald en der bliver ved.mvh. Karina

  • Ruth og Torben Skovsted

    Hvad er årsagen til, at Frederikshavn Kommune igen og igen kommer med nye lokalplanforslag til området på Vestre Strandvej (tidligere P. Anthonisens fiskefabrik) hvor de foreslår, at den gældende kommuneplan ændres, så der i stedet for at man må bygge i 7 1/2 m. højde (1 1/2 etage) må bygges i 10 1/2 m. højde + plus opfyldning ca. 1 1/2 m, ialt ca. 12 m (2 1/2 etage) og en udnyttelsesgrad på 80 % i stedet for 35%?

    Vil Frederikshavn kommune fuldstændig ødelægge det “brand”, som det “gamle VESTERBY” er kendt for, små lave bevaringsværdige gulkalkede huse p.t. med en meget høj vedligeholdelsesstandard, de små veje uden fortove samt det helhedsindtryk man får ved at se ud over “VESTERBY”.

    Endvidere er der i det nye projekt igen foreslået, at ind- og udkørsel til de ca. 35 parkeringspladser skal foregå til Fabriciusvej, som er en lille smal vej med kun fortov på den ene side. Af dette vil der endvidere ske den følgevirkning, at der bliver en 5-grenet vejkryds til den lille private Jens Fages Vej, Fabriciusvej fra 2 sider, P. K. Nielsensvej, en meget smal vej uden fortove samt den nye ind- og udkørsel til det nye projekt. I forvejen er der i perioden maj-august trafikkaos på de eksisterende veje, så en øgning af trafikken her vil være helt uansvarlig. I tilslfutning kan det oplkyses, at vi i de senere år har haft mange påkørsler af vores stakit på hjørnet af Fabriciusvej/P.K.Nielsensvej. Dette gælder også for “Havehuset”.
    Et andet meget væsentligt problem er Karstensens skibsværft (som er Skagens største arbejdsplads) ligger ca. 50 m fra det påtænkte byggeri som uden tvivl blive pålagt restriktioner for støj i døgnets 24 timer, forurening m.v., hvilket i værste fald kan betyde en lukning/flytning af den meget velfungerende arbejdsplads. Dette er vel ikke lige det, man har brug for i Frederikshavn Kommune!!!

  • Som nærmeste nabo, Fabriciusvej 7, til dette gigantbyggeri bekymrer det mig meget, at Frederikshavn Kommune kan være med til at lægge navn til sådan et forslag. Hvad er kommunens interesse i at få sådan en “skyline” i sådan et smukt og bevaringsværdigt kvarter som Vesterby?
    Efter min mening har skawboerne klart udtrykt deres mening omkring “Lillestrand projektet” både til mødet på Color Hotel og til det store borgermøde i Skagens Hallen.
    Selvfølgelig forstår vi, at der er investeret mange penge i denne famøse grund, og at der skal bygges der. Men det skal være huse af en udformining og højde, der svarer til det omkringliggende kvarter.
    Hvis projektet bliver realiseret foreslår kommunen trafikken ledt ud på Fabriciusvej. Fabriciusvej er en meget smal vej uden fortov på store dele af vejen. I forvejen er den meget belastet specielt af de mange turistbusser der passerer Fabriciusvej fra P.K. Nielsenvej på vej ned til havnen. Hvis projektet bliver realiseret – gud forbyde det – så skal trafikken ledes ud i rundkørslen ved Hans Baghs vej.
    Men det aller vigtigste argument er bevarelsen af Skagens store arbejdsplads, Værftet. Det må ikke ske, at “fremmede” flytter til, og på sigt lukker værftet.

  • Knud Østergaard Nielsen

    Jeg har tidligere givet udtryk overfor Frederikshavn kommune, at jeg er positive stemt for at grunden bebygges og at udnyttelsesgraden evt. forøges. Jeg har også givet udtryk for , at jeg ikke ønsker et byggeri i 2 1/2 plan men i 1 1/2 plan. Jeg ejer ejendommen Jens Fages Vej 5, hvorfra der er udsigt til havet og de røde fiskeskure. Jeg frygter for den fremtidige udsigt, hvis lokalplanen godkendes. Det der er lagt op til i lokalplanen er boligblokke, som på ingen måde har sin berettigelse i Vesterby.
    Det er mit håb at Skagboerne vil protestere mod den foreslående lokalplan så vi kan bevare det rigtige og ikke mindst det idylliske miljø i Vesterby. Vi må gøre noget, da jeg har indtryk af, at politikerne i Frederikshavn Kommune kører deres eget løb uden hensyntagen til Skagboernes ønsker og interesser.

  • Bodil Jørgensen

    Så skal vi til det igen. Altså komme med indsigelser mod det man planlægger at bygge på den omtalte grund. Det er for stort, for tæt, for tæt på værftet (støjgener), Hellere arbejdspladser end tomme boliger. Der er en del højdeforskel på grunden, og det planlagte byggeri er beregnet bygget på det højeste sted, hvorfor det kommer til at syne endnu højere i forhold til eksisterende byggeri i området.
    Butikscenteret er da heldigvis skrottet, Der er tomme butikker nok i Skagen.
    Det er nævnt før, Men det er et egnet sted for små pensionistboliger eller boliger for de kommende elever til den nye Skipperskole. Gerne tilbage på grunden i forhold til P-pladsen ved grillen.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Uro i Vesterby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger