
Julecabaret i Drachmanns Hus
24. december 2011 - kl. 6:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vanen tro er der åbent i Drachmanns Hus 2. juledag, mandag den 26. december kl. 11-15. Derimod bliver vinterens kølighed ikke den store udfordring for kustoder og publikum som det har været de tidligere år. Efter den omfattende renovering af kunstnerboligen “Pax” sørger fjernvarmen nu for, at man ikke får forfrysninger ved et besøg i de stemningsfulde stuer på Hans Baghs Vej.
For en sikkerheds skyld bydes der dog på rødvinstoddy til dagens gæster, som også kan få lejlighed til at høre Drachmannkvartetten, der underholder med en lille cabaret i atelieret. Forestillingen begynder kl. 12, og der kan ikke bestilles billetter.
Kustoder og direktion i Drachmanns Hus benytter lejligheden til at ønske alle en glædelig jul samt et godt nytår.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julecabaret i Drachmanns Hus' til en bekendt