
BOTEX går nye veje som sponsor
8. februar 2012 - kl. 11:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Vi lever i en tid, hvor enhver krone, man giver ud, skal have en synergi effekt af den ene eller den anden art. Vi har besluttet, at de beskedne midler, vi har til rådighed, skal bruges på tiltag, som vi kan se en effektfuld gevinst af. Både for bidragsmodtageren, men også for os som bidragsyder”, udtaler Christian Mose Sørensen.
”Samtidig vil vi gerne tættere på dem, som vi støtter, og gerne udvise et socialt ansvar via vores sponsorering. Kan vi sammen med bidragsmodtageren komme ud over kanten med et projekt, som har den almene interesse, så har vi fået det ud af det, som var tiltænkt.”
På den baggrund har BOTEX udfordret 8. klasse på Brovandeskolen.
Vi kalder udfordringen ”PROJEKT ET SUNDERE LIV”.
Projektet/udfordringen går ud på at 8.klasse skal gøre virksomheden BOTEX sundere. Dvs. klassen skal først og fremmest undervises i, hvad det vil sige at blive sundere. Hvad er fup og hvad er fakta af alle de ting, de hører om i medierne. Formålet er, at gøre klassen mere bevidst om at et Sundere liv kun kommer, hvis man tager de sundere valg.
Christian Mose Sørensen er klassen´s ”objekt ”, og skal igennem et større sundhedstjek samt konditest, som eleverne følger. Derudover udleverer han kost-og motions plan over sin nuværende livsform til klassen. Christian har desuden holdt et mindre foredrag om sig selv og den hverdag, som møder ham, for herigennem at give eleverne et indtryk af en måske ikke alt for hensigtsmæssig måde at leve på. Christian er ved projektets opstart bl.a blevet målt og vejet af eleverne, med vejledning fra sygeplejerske Susanne Højrup.
Eleverne skal herefter samle alle informationerne sammen, og vil under kyndig vejledning/undervisning af læge, sygepl. + diætist + idræts koordinator + skolelærer udarbejde et 3 måneders program mod et sundere liv.
Christian Mose Sørensen udtaler at han ”går all in” og følger elevernes plan slavisk.
”Samtidig introducerer vi et sundere liv for vores medarbejdere i BOTEX”, udtaler Christian Mose Sørensen, ”hvor idræts- og kost koordinator Henrik Bech vil være tilknyttet. Her får medarbejderne tilbud om samtaler vedr. motion, kost og lign i hele 2012. Henrik følger op på de aftaler, han indgår med hver enkelt medarbejder”.
Christians argument for dette er, at man hver dag får tudet ørene fulde af krise og krise. Man bliver talt ned i tempo af den overvejende negative tendens. Hvis vi nu alle havde masser af overskud og energi, så kunne det være, at vi startede dagen med at sige: ”I dag vil jeg gøre en forskel”, i stedet for at sige ”øv i dag er der også krise”. Vi tror på investering i medarbejdernes trivsel i modsætning til mange andre virksomheder, som skære ned på disse steder.
Projektet startede den 1. februar på Brovandeskolen og slutter den 8. maj selvsamme sted. Men indimellem er elever og Christian samlet for at udveksle erfaringer igennem forløbet. Eleverne skal også følge Christian i nogle af de motionsudfordringer, han vil blive budt på.
Sluttelig udtaler Christian, at kombinationen med at give 17 unge mennesker en indsigt i de farer, der venter på os, hvis ikke vi tager de rigtige valg, samt få lov at arbejde med det i praksis, og forhåbentlig se forandringens vinde ved projektes slutning, er noget han er stolt af at være del af.
”Vi skal i Skagen blive bedre til at hjælpe hinanden med at få lidt succes. Her får en skoleklasse en god almen viden, og en virksomhed får en masse ny energi. Bedre kan det jo ikke være”.
Avisen har fået denne udtalelse fra 8. klasse på Brovandeskolen:
Vi sagde med det samme ja tak til Christian Mose Sørensens udfordring. Vi er en klasse som ikke lader sådan en chance gå vores næse forbi.
Som skole ser vi en masse muligheder i projektet for at lave en anderledes undervisning, som er tværfaglig og meget praksisorienteret. Eleverne får en unik mulighed for at afprøve deres teoretiske viden i praksis – her og nu – idet Christian stiller sig til rådighed som testperson, udtaler klassenlærer, Sidse Lind Pedersen.
Klassen ser frem til at blive meget klogere på, hvad der har betydning i forhold til at få et sundere liv, og forhåbentlig ender projektet med, at Christian Mose Sørensen, med vores hjælp, får et sundere liv med mere energi og større velvære. Men nok så vigtigt – vi drager naturligvis også selv nytte af en større indsigt i et sundere liv i forhold til vores eget liv.
Sponsoratet, som Christian har stillet på højkant, skal, hvis alt går planmæssigt, bruges på klassens 14 dages rejse til Grækenland til september.
Fotos: Brovandeskolen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'BOTEX går nye veje som sponsor' til en bekendt