
Skattefrie blomster
15. februar 2012 - kl. 0:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Får du et gratiale af din arbejdsgiver fordi du har holdt ham ud i 10 år, skal du beskattes fuldt ud af gratialet. Får du samtidig en buket blomster, er de til gengæld skattefri.
En ny afgørelse fra SKAT slår fast, at jubilæumsgratialer der gives til medarbejdere, der har været ansat i 10 år er fuldt ud skattepligtige. En buket blomster der gives samtidig med er dog skattefri, da den betragtes som almindelig personalepleje.
Med den afgørelse i hånden er der nu fuldt overblik over hvilke gratialer der beskattes, og hvilke der ikke gør. Har du været ansat i 25 år i samme firma, kan du modtage et gratiale på op til 8.000 kr. helt skattefrit. Har du været ansat 30 år i samme firma skal du imidlertid betale skat af et tilsvarende gratiale. Har du derimod været ansat i 35 år, er gratialet i den forbindelse igen skattefrit. Men skulle du formaste dig til at være ansat 40 år samme sted, må du igen finde dig i at skulle betale skat af gratialet.
Får du en gave af virksomheden i forbindelse med at du eksempelvis har sølvbryllup eller fylder 50 år, så er den gave skattefri, såfremt værdien af gaven er mindre end 1.000 kr. Får du som elev en gave når du bliver udlært, er den gave derimod skattepligtig.
SKAT oplyser, at der tildeles en præmie til den første der finder logikken i reglerne.
Af Claus Forrai, finansbureauet.dk
Tegn gratis abonnement på FinansBureauets Nyhedsmagasin her:
http://www.finansbureauet.dk/magasin.php
En kommentar til “Skattefrie blomster” under annoncerne.
logikken er vel at der ingen logik skal være,skatte regler og for den sags skyld de fleste regler bliver vel lavet så 99% af befolkningen ikke kan tyde dem og den sidste % tolker dem forskelligt.
hvis jeg skulle være så heldig at vinde præmien må jeg nok sige nej tak for den er vel ikke skattefri.