
DAGMAR af Frederikshavn
25. februar 2012 - kl. 0:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– en beretning om en Bangsbostrandfiskerfamilie gennem 100 år.
FN 75 gled ned ad slidsken på Nicolai Olsens Træskibsværft i Frederikshavn den 12. juni 1902. Den krængede alvorligt til højre, og en af tilskuerne råbte: “De har bygget hende skæv!” Men kutteren rettede sig, og skipper Ole P. Jørgensen døbte skibet “Dagmar”.
En halv snes år senere overtog sønnerne kutteren, og siden var “Dagmar” i generationer i familien Jørgensens eje. Som en stor del af den øvrige vest- og nordjyske kutterflåde deltog også “Dagmar” i det sagnomspundne Englandsfiskeri. Henry Jørgensen mødte i “The Proms” i Grimsby den dejlige Miriam Smith, og så var hans skæbne beseglet. De fik sønnen Henry, og hele familien slog sig efter nogle år ned i Frederikshavn.
På sine ældre dage har Henry Jørgensen Smith fortalt skibets og fiskerfamiliens historie i den spændende beretning “Dagmar af Frederikshavn”. Her oprulles i store træk fiskeriets historie i første halvdel af 1900-tallet.
Henry blev ikke fisker, men journalist, og har ved siden af sit arbejde på bl.a. Kalundborg Folkeblad skrevet adskillige bøger og TV-spil. Onsdag den 7. marts kan man høre Henry Jørgensen Smith fortælle om “Dagmar”. Foredraget finder sted i Tinghuset og begynder kl. 15. Skagen Lokalhistoriske Forening er arrangør. Det er gratis at overvære foredraget og billetter kan afhentes på Skagens Bibliotek.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'DAGMAR af Frederikshavn' til en bekendt