
Anders Thorsen er en af initiativttagerne til Elrabatten.dk
Skagboer skaffer danskerne billigere el
18. april 2012 - kl. 6:48 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tre skagboer har succes med at skaffe danske forbrugere billigere el. Næsten 4.000 danskere har tilmeldt sig Elrabatten.dk, og de noterer med stor fornøjelse, at deres elregning falder.
– Vores idé er simpel. Den går på princippet, jo flere vi er, jo lavere elpriser kan vi forhandle os frem til. Indtil videre holder det stik, siger Anders Thorsen, én af de tre initiativtagere. Som forbruger skal man blot tilmelde sig Elrabatten.dk. To gange om året holder Elrabatten.dk licitation. Her kan danske el-leverandører byde ind. Billigste bud får alle tilmeldte på Elrabatten.dk som kunder det næste halve år. Forbrugeren skal intet gøre. Det hele klares administrativt.
I øjeblikket er prisen 43,49 øre/kWh inkl. moms i Jylland og på Fyn, mens Sjælland, øerne og Bornholm betaler 43,90 øre/kWh inkl. moms. Til sammenligning betaler SEAS-kunder på Sjælland 59,13 øre/kWh. En familie kan således hurtigt spare 1000-1500 kroner om året.
Lene Jonstrup fra Aalborg er én af de næsten 4.000 forbrugere, som har tilmeldt sig Elrabatten.dk.
– Jeg var lidt betænkelig i begyndelsen, fordi jeg følte, jeg overlod ansvaret for leveringen af el til nogle fremmede mennesker, men alt foregår automatisk og uden problemer, når man først har tilmeldt sig. Man mærker slet ingen forandringer, jo, kun at udgifterne til el falder et par gange om året, når der er licitation, smiler Lene Jonstrup.
Elrabatten.dk holder sin næste auktion i august. Det er muligt at tilmelde sig på www.elrabatten.dk. Alle danske husstande kan være med. Det spiller ingen rolle, om man bor i Gedser, Tønder, Rønne, Hillerød eller Hobro.
Selv om der først er auktion om fire måneder, får alle, der tilmelder sig nu, hurtigst muligt leveret el til Elrabatten.dk’s nuværende gunstige priser.
En kommentar til “Skagboer skaffer danskerne billigere el” under annoncerne.
Godt initiativ, desværre er regeringen endnu hurtigere til at lægge såkaldte “grønne” afgifter på den selv samme el, så besparelse ser man desværre aldrig noget af.
Hilsen
Sten Schou