
Tidligere Vestas bygninger i brug igen
15. maj 2012 - kl. 15:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Danskere og nordmænd etablerer Skagen Offshorepark i Vestas tidligere fabrik.
En gruppe norske og danske virksomheder etablerer Skagen Offshorepark i Vestas tidligere fabrik i Skagen. Det sker, efter at man i fredags blev enige om rammerne for en overdragelse af de 6.513 kvadratmeter store bygninger på Buttervej, der har stået tomme siden februar 2011.
– Det overordnede mål er samle leverandører til det kæmpe norske offshore-marked, og vores plan er at udvikle ejendommen i forhold til dette marked, fortæller nordmanden Einar Rune Vinningland, der offentliggjorde nyheden i dag på Scandic The Reef i Frederikshavn i forbindelse med MARCODs konference om forretningsmuligheder indenfor offshore olie & gas i Norge.
Olieeventyret er først lige begyndt
Einar Rune Vinningland er talsmand for den gruppe af norske og danske virksomheder, som står bag Skagen Offshorepark. Han er direktør for Globe Group, der i snart et år har haft kontor i Kattegat Silo i Frederikshavn. Han ser store muligheder i at bygge bro mellem offshore-sektoren på det norske vestland og de maritime virksomheder i Nordjylland.
– Mange i Norge har i flere år haft den holdning, at olieeventyret nærmede sig en afslutning, men fundet sidste år af det tredjestørste oliefelt i Nordsøen viser, at olieeventyret kun lige er begyndt. Alene i Norge skal der de kommende år bygges 400 nye supplyskibe, siger Einar Rune Vinningland.
Aalborg Univeristet – vigtig samarbejdspartner
Han mener, at især Nordjylland har alt det, som nordmændene allerede efterspørger og får endnu mere brug for de kommende år.
– Der er en god arbejdskultur. Folk er flinke og arbejdsomme. Offshore-branchen kræver kvalificerede folk. Ikke et ondt ord om polakker og andre, men på dette område skiller nordjyderne sig ud. Desuden er Aalborg Universitet en særdeles kompetent og afgørende samarbejdspartner, mener Einar Rune Vinningland, der selv har arbejdet i stor set alle stillinger fra værkstedet til bestyrelseslokalet.
Nordjylland er verdens navle
Nordjylland ligger desuden geografisk perfekt, når det handler om offshore-markedet.
– Er du gal i hovedet, spørger folk mig, når jeg fortæller dem om Skagen Offshorepark, men sagen er, at Nordjylland er verdens navle, hvad offshore-markedet angår. Vestas-bygningen er perfekt til formålet, og Skagen Havn samt Frederikshavn Kommune er særdeles positive medspillere, understreger Einar Rune Vinningland.
Til at begynde med rykker mindst fem virksomheder ind i Skagen Offshorepark. Det er Karsten Mose fra Nybolig Erhverv Vendsyssel, som har formidlet salget af dem tidligere Vestas-fabrik.
9 kommentarer til “Tidligere Vestas bygninger i brug igen” under annoncerne.
















Hvor et det rart, at Paul Wenzel altid kan sætte de rette proportioner og perspektiver på enhver tildragelse.
På nøgtern og uhildet vis indvier han os i de motiver (oftest usle), der driver de synspunkter han ikke deler og som måske endnu ikke er formuleret af de formastelige.
Det er prisværdigt, at han derved er med til at sikre at ytringsfriheden bliver brugt på en sober og redelig vis.
Jens Vadet Poulsen
Ganske almindelig sort humor fra min side – kan simpelthen ikke lade være. Selvfølgelig glæde det mig,at der kommer arbejdspladser til Skagen.
Vi mangler lidt humor i det daglige , eller lidt selvironi, det savner jeg engang imellem i debatterne. Der er alt for mange der tager sig selv for højtidelige, især liste H.
Paul
Fint initiativ. Pudsigt at tænke på, at “grøn energi” ikke var rentabelt derude, mens det er meget mere rentabelt at satse på fossil energi, samtidig med, at vi har en regering der mener “grøn energi” er vejen til evig lykke.
Kan endvidere oplyse, at der er et mægtigt boom igang i norsk offshore industri pt. Alene i Stavanger området skal der bruges 25.000 personer inden for de næste par år.
Hilsen
Sten Schou
Super dejlig nyhed med flere arbejdspladser til vores by og kommune, og dejligt at en lokal ejendomsmægler har gjort et stort stykke arbejde for at det kunne lykkes., Flot Karsten Mose.
Vivi
DET VAR DA EN DEJLIG NYHED . HÅBER DER BLIVER EN DEL NYE AJBEJDES-
PLADSER HER I SKAGEN !!!
WILLY
Ja, Endelig en dejlig nyhed for Skagen. Forhåbentlig kaster det jobs og omsætning af sig til byen.
Det ville være dejligt for alle.
Paul Wenzel: Du godeste altså. Er det umuligt at holde noget, der bare ligner god tone? Det må smerte dig, at læse at der er ros til Frederikshavn Kommune i denne sag ?
Der er god grund til at tro på, at dette bliver starten til noget rigtigt godt….. deltog selv i den interessante maritime konference i dag. Der er et stort marked i denne industri – og det ligger lige for.
Det bedste ved det spændende arrangementet i dag, var at denne gode nyhed nu endelig kunne offentliggøres – ekstra fint, at dette skete i et forum med 160 deltagere fra det relaterede erhverv.
Nu kan vi blot håbe på, at regeringen kan se, at vi selvfølgelig skal have hjælp til den havneudvielse og det må godt ske snart.
Paul – ærgeligt at du syntes den gode nyhed skal “smudses til”! .
Vh
Pia Karlsen (V)
Rigtig god nyhed – det eneste der kan bekymre er, at Borgmesteren i Frederikshavn Lars Møller var tilstede. Paul
Det var da en glædelig nyhed, det kan der da vist ikke skrives meget negativt om.
og hurra for det.
Henning