Nansen og Drachmann …

Nansen og Drachmann …

26. juli 2012 - kl. 6:05 - af

– et spændende foredrag i Drachmanns Hus. 

Sidste år udgav forlaget Gyldendal mag.art Karin Bangs store monografi om forfatteren og forlæggeren Peter Nansen (1861-1918). To-bindsværket på næsten 1000 sider er en kraftpræstation, hvor man får belyst alle sider af Peter Nansens korte, men hektiske virke i dansk litteratur og forlagsverden.

Peter Nansen virkede oprindelig som journalist ved Berlingske Tidende, men blev senere ledende medarbejder ved Politiken, som han satte stort præg på. Fra 1896 til 1916 var Nansen en magtfuld direktør på forlaget Gyldendal og en helt central person i datidens litterære verden. 

Én af de mange personligheder, som Peter Nansen kom i berøring med, var forfatteren og marinemaleren Holger Drachmann (1846-1908).

Til at begynde med var forholdet særdeles køligt på grund af den navnkundige strid mellem brødrene Brandes og Drachmann, som også Politiken tog del i, men senere blev Nansen og Drachmann meget nært forbundne.

Og da der efter Drachmanns død i 1908 opstod tanker om at bevare hans hus i Skagen som mindestue, satte Nansen sig i spidsen for indsamlingen af den pengesum, som var nødvendig for at købe huset af Drachmanns enke Soffi.

Senere var det også Nansen, der fik ideen til Holger Drachmanns forfatterlegat, som er tæt knyttet til museet, og som gennem årene har givet penge til en perlerække af danske forfattere.

Peter Nansen var i en årrække gift med skuespilleren Betty Nansen, som senere erhvervede sig karantænestationen i Skagen til sommerhus – men det er en ganske anden historie. 

Søndag den 5. august kl. 16 kan man høre Karin Bang fortælle om fjendskab og venskab mellem de to litterære personligheder – Nansen og Drachmann. Det foregår i atelieret i Drachmanns Hus på Hans Baghs Vej, og foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet i Skagen.


Billetterne koster 80 kr og kan bestilles på tlf. 9844 5188 eller hentes i Drachmanns Hus daglig kl. 11-15. Billetter kan også købes ved indgangen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nansen og Drachmann ...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger