Et genbrugsmekka på stribe: Skagensvej trækker skattejægere fra hele Europa
30. juli 2026 - kl. 7:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Langs Skagensveje i Ålbæk ligger tre genbrugs- og antikbutikker næsten som perler på en snor. Naboerne deler en lind strøm af både lokale, sommerhusejere og købevillige udenlandske turister – men bag diskene er forretningspræmissen vidt forskellig.
Hvad end man er på udkig efter et patineret spisebord til sommerhuset, klassisk dansk porcelæn eller unikke antikviteter fundet i udlandet, er chancen for bid stor, når man triller igennem Ålbæk. Lige ud til hovedvejen har et lille cluster af genbrugs- og antikforretninger etableret sig, og placeringen kunne knap være bedre.
“Vi ligger fantastisk i forhold til området, og der er nem adgang for folk, der kører forbi,” fortæller Jonna, der har været frivillig i Kirkens Korshær i snart ni år.
Og vejen bringer mange kunder med sig. Især i højsæsonen, der løber fra uge 26-27 og frem til midten af september, summer butikkerne af liv. Det er ikke kun de faste, lokale kunder og de tilbagevendende sommerhusejere, der kigger ind; butikkerne er blevet et fast stop for langvejsfarende.
Turister og rimelige priser
Både tyskere, nordmænd, svenskere og hollændere lægger vejen forbi Ålbæk-butikkerne. Og noget tyder på, at klimaforandringerne også har sneget sig ind i turismemønstret.
“Vi har fået flere og flere franske kunder på det sidste. De fortæller, at der simpelthen er blevet for varmt i Frankrig,” fortæller Steffen fra antikbutikken Von Otto.
Uanset nationalitet købes der alt fra mindre mærkevarer, porcelæn og tøj til større møbler, som tages med hjem eller bruges til at indrette de lokale sommerhuse langs kysten fra Frederikshavn til Skagen. Og så er der en særlig kundegruppe, som Jonna fra Kirkens Korshær mærker i kassen:
“Vi har mange kunder fra Sjælland. De kommer herover og siger, at vi har fantastiske priser i forhold til det, de er vant til derhjemme, hvor genbrugsbutikkerne er blevet ret dyre,” smiler hun.
Forskellige vilkår bag disken
Selvom butikkerne ligger side om side og nyder godt af klyngeeffekten, er hverdagen bag disken vidt forskellig.
I Kirkens Korshær driver de frivillige kræfter forretningen på baggrund af donationer og genbrugscontainere, hvor overskuddet går til socialt arbejde.
Lige ved siden af skal de private forretningsdrivende opbygge deres udvalg på en anden måde. Hos Von Otto tager Steffen til udlandet eller køber specielle ting, mens Claus fra Det Gamle Bageri opkøber håndplukkede effekter for egne midler.
“Vi køber og betaler med vores egne penge og bruger masser af tid på jagten. Det er udvalgte ting, der ofte ligger lidt højere i pris,” forklarer Claus.
Han understreger dog, at butikkerne supplerer hinanden godt, selvom vilkårene er forskellige. Mens de organisatoriske genbrugsbutikker kører på donationer og frivillighed, skal de private dække husleje, skat, moms og drift af hver en krone. Men konkurrencen opfattes ikke som en strid – tværtimod skaber det et varieret mekka på Skagensvej, hvor alle nyder godt af det store ryk af besøgende.
Foto og tekst: Peter Jørgensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Et genbrugsmekka på stribe: Skagensvej trækker skattejægere fra hele Europa' til en bekendt