
Indtil nu er det blevet til 13 nye bygninger, og flere af dem med genbrug fra FF Skagen.
Genbrug fra FF til landsby i Gambia
28. juli 2012 - kl. 10:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Pensioneret VVS-installatør, Arne Holm, tog initiativ til at forbedre forholdene i en landsby 400 m fra havet.
Der var ingen vand, bortset fra én brønd. Skolebørnenes undervisning fandt sted under nogle træer. Der bor omkring 2000 i landsbyen, Sambuyan Village. Mellem 80 og 90 pct. er børn, fordi mændene har flere koner, der er mødre til deres fælles børn. Der var ingen elektricitet.
Så skete der noget, da Arne holm for 8 år siden blev pensioneret og tog på ferie i Gambia. Uden for hotellet tiggede en ung pige med sin 4-årige datter på armen. Arne fik kontakt med hende. Hun var gift med en blind mand på 67. Arne hjalp hende med lidt penge, og blev inviteret til at besøge hende og hendes familie i landsbyen, hvor de sov på gulvet. Arne byggede en køjeseng til børnene og en dobbeltseng til de voksne. Han kalder sig officielt også Handyman.
Så udviklede det sig
Så tog han endnu et intiativ. Det er de sidste fire år blevet til et projekt, der har udviklet sig så omfattende, at der i dag er 13 nye bygninger med bl.a to skoler, Anna-Skagenskolen og Samboyan Skagen Lower Basic School, systue til kvinderne med symaskiner, sundhedsklinik, vandtårn og med vandhaner syv forskellige steder i landsbyen, hvor der tidligere var én brønd, solceller, der skaffer elektricitet, en generator, 2 brugte vindmøller fra en have i Skagen, tøj og meget, meget andet. 50 skawboere, og flere andre med dem, har foreløbig doneret 500 kr. pr. barn hvert år for et års skolegang, der desuden omfatter skoleuniform, et varmt måltid mad fire gange om ugen, undervisning og undervisningsmaterialer.
FF Skagen og Samboyan
Fra FF Skagen’s nedrevne administrationsbygning, hvor nu den nye ligger, er der sendt, køkken, døre, skabe, lofter, toiletter, håndvaske og omkring 50 vinduer, to flagstænger samt meget andet til nogle af de 13 nye bygninger, bl.a. huset hvor frivillige hjælpere holder til. Fra SID’s nedrevne bygninger i Skagen er der sendt spær og lægter, og fra Ankermedets Skole mange stole. Alle bygninger er malet Skagen-gule. Bag det hele står initiativtageren Arne Holm og en bestyrelse. Han har de sidste otte år besøgt landsbyen 2-3 gange hvert år for at koordinere alle nye inititiver, i alt fem mdr. hvert år, og med ham flere frivillige. Den unge mor med fire børn, som han mødte første gang, er død for nylig i en alder af 35 år. Hendes blinde mand og far til børnene lever stadig.
Det gør projektet også. Det er ikke færdigt endnu, og der er stadig brug for støtte bl.a. i form af sponsorater á 500 kr. pr. barn i et år.
Bæredygtigt
Bestyrelsen med formanden Arne Holm, der fejrede sin 70 års fødselsdag i Samboyan Village i år, er forsat aktivitet i projektet støttes af endnu flere, også udenfor Skagen, bl.a. Grundfos, der hjælper med vand og Lego med Lego-klodser til børnene. Et ulandsprojekt, der må kaldes bæredygtig, og som en tidligere skoledirektør i Skagen ynder at udtrykke sig: Med rødder og vinger.
Få mere at vide på bl.a.
www.svf-skagenskolen.dk
Vil man deltage med sonsorat til et barn i skolealderen for 500 kr. om året:
svfskagenskolen@gmail.com
Kilde: FF-NYT, FF Skagens, kvartals tidsskrift.
En kommentar til “Genbrug fra FF til landsby i Gambia” under annoncerne.
Skagens Avis.dk
Tusind tak for den flotte artikkel, men jeg vil gerne korigere lidt. Når man læser artiklen, ser det ud som om at det er mig som står for det hele. Det er på ingen måde tilfældet, for uden hjælp fra vores venner (hjælpere) som f.eks. Egon Majer, Villy Hansen, Hanne & Leif fra Ringkøbing, min kone m.fl. kunne det slet ikke lade sig gøre. Uanset vores problemer med værktøj, maskiner, bil, klarer Egon det hele, når han kommer derned, og som han altid siger, er der ingen problemer, kun opgaver. En kæmpe tak til dem alle.
med venlig hilsen
Arne