
OL deltager kommer til Skagen
18. september 2012 - kl. 12:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
OL maratonløber Jesper Faurschou deltager i Skagen Marathon.
29-årige Jesper Faurschou er dansk idræts mest kendte langdistanceløber. I sommer var han med til at lukke og slukke i London, da marathonløbet blev skudt i gang på sidste dag under OL. Lørdag den 6. oktober kommer han til Skagen og deltager i det man kalder Danmarks flotteste marathon.
Efter en varm tur i gaderne i den engelske hovedstad endte Jesper på en ærefuld 41. plads i det stærke felt, hvor han var seedet til en plads i 80´erne. Nu ser han fremad og satser på igen at repræsentere Danmark, når det går løs i Rio de Janeiro om fire år.
Den personlige rekord på marathon-distancen lyder på imponerende 2 timer, 16 minutter og 15 sekunder, sat under London Marathon 2011. Den tid svarer til en gennemsnitsfart på 18,58 km/t gennem samtlige 42,195 km, så der er gevaldigt fart under fusserne, må man sige. Udover marathon-distancen deltager Jesper også i løb med mindre antal kilometer og har vundet et stort antal danske mesterskaber.
Derfor glæder det overordentligt meget arrangørerne af Skagen Marathon 2012, at Jesper Faurschou har givet sit tilsagn om at stille op, når det går løs på toppen af Danmark. Han løber en 10 kilometer på 30 minutter, i Skagen stiller Jesper Faurschou op på halvmarathon-distancen.
– Derudover har vi igen i år deltagelse fra Gitte Karlshøj, der både er med til løbet og holder foredrag i Kulturhuset Kappelborg aftenen før løbet.
Som noget nyt i år er der en 5,5 km rute for voksne, den distance er valgt for at gøre løbet bredere. Udover hel- og halvmaraton byder løbet også på en 11 km rute og på et børne-marathon ved siden af den føromtalte nye distance. Det er tredje gang, løbet afvikles, og der diskes op med Danmarks flotteste rute, der blandt andet går gennem de naturskønne omgivelser i Skagen Plantage og ad veje gennem Skagen by.
Man kan tilmelde sig online på www.skagenmarathon.dk frem til en uge før løbet og ellers dagen før eller på selve dagen ved personligt fremmøde i Skagen Kultur og Fritidscenter.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'OL deltager kommer til Skagen' til en bekendt