
Gastronomisk kokkeskole i Skagen
7. oktober 2012 - kl. 6:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Syv restauranter og en fødevareproducent går sammen om Kokkeskole
Den innovative sammenslutning Gastronomy Skagen deler nu ud af sin viden om de gode danske råvarer med første afholdelse af den gastronomiske kokkeskole. Kokkeskolen løber af stablen fra d. 9.-11. oktober og er det seneste tiltag fra Gastronomy Skagen, som er et kreativt samarbejde mellem restauranter og fødevareproducenter i Skagen.
Kokkeskolens 16 deltagerpladser er allerede udsolgt og deltagerne kommer fra vidt forskellige egne af landet – fra Sjælland, Fyn og Herningområdet. Deltagerne kan se frem til tre udfordrende dage med masser af oplevelser både i og udenfor køkkenet.
Initiativtagerne lover et spækket program med menuer for alle sanser. Såvel program som menuer er kreeret af nogle af Skagens førende feinschmeckere: Slagter Munch, Restaurant Pakhuset, Jakobs Café, Brøndums Hotel, Ruths Hotel, Restaurant Kokkenes, Restaurant De 2 Have og Restaurant Hyttefadet.
Undervisningen finder sted i hyggelige rammer på Hotel den gamle skibssmedie, der både udlåner køkken og restaurant til kokkeskolen. Her får deltagerne undervisning af kokkene fra de syv forskellige restauranter og er således i de bedste hænder.
2 kommentarer til “Gastronomisk kokkeskole i Skagen” under annoncerne.
SUPER, SUPER, gå videre med jeres innovation. Måske 3 x 15 betalende elever i nogle af de mørke måneder ?, (“” så ku vi lokale måske prøvespise lidt, hvis vi køber kødet hos slagteren, og eleverne, under guide af vores kyndige kokke, “trylle tilbereder” det””) 😉
Får vi lov at smage?