Priser uddeles på Kappelborg
8. december 2012 - kl. 11:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tirsdag d. 11. december kl. 16.00 uddeler Frederikshavn Kommunes sundhedsudvalg en særlig Sundhedspris og en tilsvarende Frivillighedspris.
I den anledning er alle nominerede og deres prisindstillere inviteret til prisoverrækkelse og reception i Udstillingssalen i Kulturhus Kappelborg i Skagen. Tre kandidater/foreninger er nomineret til Frivillighedsprisen og tre er nomineret til Sundhedsprisen. Sundhedsudvalgsformand Anders Broholm vil afsløre, hvem der skal modtage priserne og vil motivere, hvorfor netop de er blevet udvalgt som værdige prismodtagere.
”Frederikshavn Kommune har en ambition om at blive Nordjyllands sundeste kommune, og derfor indstiftede Sundhedsudvalget de 2 priser, der blev overrakt for første gang i 2009”, siger sundhedsudvalgsformand Anders Broholm. ”Vi vil gerne påskønne nogle af de mange mennesker, der med stor ildhu og entusiasme er med til at føre kommunens sundhedspolitik ud i livet,” fortsætter Anders Broholm.
Også det frivillige arbejde bliver påskønnet ved samme lejlighed. ” I Frederikshavn Kommune har vi heldigvis mange mennesker, der bidrager med en stor frivillig indsats, og på den måde er de mange frivillige med til at sprede glæde hos mange mennesker. Vi tror på, at det frivillige arbejde har stor betydning for manges livskvalitet, og med prisen er vi samtidig med til at skabe opmærksomhed om det frivillige arbejde”, pointerer Anders Broholm. ”Vi håber, at det kan det få endnu flere til at engagere sig, og måske være med til, at gode erfaringer deles mellem de mange frivillige,” fortsætter Anders Broholm, der har fået mange tilkendegivelser om, at det at være frivillig et meget givende hverv, som giver mange glæder for alle parter.
Begge priser er på 10.000 kr. og kan gives til borgere, foreninger, organisationer eller institutioner, der er hjemmehørende i Frederikshavn Kommune.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Priser uddeles på Kappelborg' til en bekendt