
Anna Ancher over Atlanten
19. januar 2013 - kl. 8:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
At Anna Ancher burde være et verdensnavn har man aldrig været i tvivl om i Danmark og specielt i hjembyen Skagen. Hun har dog aldrig fået det internationale gennembrud som hun fortjener, men måske lykkes det nu – knap 80 år efter hendes død. De kommende uger pakkes et større udvalg af kunstnerens malerier skånsomt ned, for sammen med et udpluk af de andre skagensmalere, at transporteres til Washington, DC. Modtageren er National Museum of Women in the Arts, beliggende tæt på Det Hvide Hus, og fra Skagens Museum samt Michael og Anna Anchers Hus udlånes 64 oliemalerier som skal vises på A World Apart: Anna Ancher and the Skagen Art Colony. En udstilling der åbner for publikum den 15. februar, og kan ses frem til 12. maj 2013. For Skagens Museum er det naturligvis i ønsket om, at udstillingen kan give flere amerikanere en øget interesse for Anna Ancher og udbrede interessen for kunstnerne fra. At det lader sig gøre netop nu, skyldes blandt andet støtte fra Oak Foundation Denmark, men National Museum of Women in the Arts har gennem flere år været interesserede i at få fingrene i Anna Anchers værker.
Mennesket og kunstneren Anna Ancher
Anna Anchers bidrag til det “Det moderne gennembrud” og dansk kunst omkring århundredeskriftet er betydeligt, både som billedkunstner og som kvinde, og hun er derfor et oplagt emne for et museum som National Museum of Women in the Arts. Museet i Washington har en samling på mere end 3000 værker fra 1600-tallet og frem til i dag, og er som det eneste i verden dedikeret alene til kvindelige kunstnere. Anna Anchers kunstneriske karriere var meget atypisk alene i betragtning, at hun levede i en tid, hvor kvinder ikke havde adgang til Kunstakademiet, og adgangen til andre kunstneriske uddannelser samtidig var meget begrænset. Alligevel tog hun fra Skagen til København i tre vintre fra 1875 til 1878, for at følge undervisningen på Vilhelm Kyhns malerskole. Modsat de fleste af de kvinder Anna mødte her, valgte hun heller ikke at stoppe karrieren da hun blev gift eller senere blev mor, men forblev derimod produktiv som maler livet igennem. Anna Ancher udstillede første gang på Charlottenborg i København i 1880 og fik hurtigt hjemlig succes som maler. Hun skildrede især de nære omgivelser, hjemmet, kvinders og børns verden, mens det samtidigt var farve, stemning og lys, mere end det fortællende indhold i billederne, der betød noget for Anna Ancher. På den måde var hun en af de mest moderne af skagensmalerne, og derfor peger hendes malerier frem mod den mere abstrakte kunst der kom frem i begyndelsen af 1900-tallet.
Ambassadør vild med Anna
Om Anna Ancher siger USA’s ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton
“- Da jeg besøgte Skagen forstod jeg den magiske påvirkning fra lyset i Skagensmalernes værker. Anna Ancher – som voksede op i byen – skildrede på unik vis mennesker og livet på den tid. Jeg havde i et år fornøjelsen af at have et af hendes malerier I middagsstunden hængende i den amerikanske ambassadørbolig Rydhave i København. Nu glæder det mig at skulle opleve hendes billeder udstillet på National Museum of Women in the Arts.”
Konservatorer fra Fælleskonserveringen i Aarhus besøger Skagens Museum i uge 4 og medvirker til hele arbejdet med gennemgang og nedpakning af værkerne.
FAKTA OM UDSTILLINGEN
• Udstillingen A World Apart: Anna Ancher and the Skagen Art Colony er åben fra 15. februar til 12. maj 2013. Hovedparten af værkerne kommer fra Skagens Museum, men der vil også være billeder fra Michael og Anna Anchers Hus. I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med tekst af bl.a. Mette Bøgh Jensen, Museumsinspektør ved Skagens Museum og kunsthistoriker, mag.art Elisabeth Fabritius fra Michael og Anna Anchers Hus. Se mere på National Museum of Women in the Arts hjemmeside www.nmwa.org.
• Næsten samtidig – fra den 19. februar – 17. marts 2013 – afholdes den nordiske kunst- og kulturfestival Nordic Cool 2013 i Washington, DC.
• Med til Washington, DC kommer i øvrigt 23 billeder fra Anna Anchers mandlige modstykker i Skagen for på den måde at introducere amerikanerne til hele den kunstnerkoloni Anna var del af. Det inkluderer dels manden Michael Ancher, men også P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Viggo Johansen, Oscar Björck og Christian Krohg.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Anna Ancher over Atlanten' til en bekendt