Apoteket informerer om vinterferie
3. februar 2013 - kl. 6:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I mangel af bakker og særligt sne, søger vi danskere mod mere bjergrige egne, for at få brædder under fødderne og kulde i kinderne. Hvad enten man er til alpin eller langrenn er det altid en fornøjelse at komme ud i sneen og suse afsted. De fleste der har løbet på ski, kender til ømme muskler et par dage inde i ferien. Typisk er man ikke i træning og musklerne bliver brugt anderledes end til daglig. Der findes flere særdeles gode programmer til optræning af kroppen inden en skiferie, bare søg på ”ski træningsprogram” eller kig på biblioteket. Desuden skal man give sin krop tid til at huske teknikken fra sidste gang og ikke begynde med de sorte pister eller de lange løiper. Der er ikke noget mere ærgerligt end en brækket knogle eller forvredet led, fordi man havde for travlt. Apoteket anbefaler at man tager en smertestillende creme til ømme muskler med i rejseapoteket – så man også kan komme ud på 3. dagen.
Herhjemme behøver vi ikke bekymre os om solen om vinteren, men reflektionen fra sneen giver solen langt mere kraft end normalt. Med vinterbleg hud, skal man sørge for at beskytte sig ekstra godt mod solskoldninger med en solcreme med høj faktor. Når huden smøres, så husk på, at en stor del af strålingen kommer fra sneen, og for eksempel hagen er meget udsat. Sørg også for at smøre i løbet af dagen, eventuelt med en solstift. Der findes solcremer specielt beregnet til ansigtet i rejsevenlige størrelser. Apoteket hjælper gerne med at finde den rigtige.
Selv uden sol, kan en vinterferie være skrap kost for huden. Fugt, kulde og vind kan skade og udtørre huden. Huden udvikler selv fedtstoffer der beskytter mod kuldens påvirkning. Derfor bør man gå i bad om aftenen, så huden kan nå at udvikle ny beskyttelse i løbet af natten. Hudens egen beskyttelse er dog sjældent nok, hjælp derfor huden på vej, især i ansigtet, med en fedtcreme og brug gerne cremen flere gange om dagen.
På apoteket står vi altid klar med gode råd om rejsemedicin – også hvis du tager mod sol og sommer og ikke sne og kulde.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer om vinterferie' til en bekendt