
Vi har brug for flere svar
13. marts 2013 - kl. 7:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
45 % procent af borgerne i Frederikshavn Kommune har efter en måned svaret på den nationale spørgeskemaundersøgelse, ”Hvordan har du det? 2013”, som 35.700 tilfældigt udvalgte nordjyder modtog med posten først i februar. Men mange flere skal gerne svare på undersøgelsen, siger sundhedsudvalgsformand Anders Broholm fra Frederikshavn Kommune.
Undersøgelsen foregår i alle landets kommuner og sætter i 78 spørgsmål fokus på borgernes sundhed, trivsel og sygdom – lige fra madvaner og alkoholforbrug over familieforhold til generel trivsel. Undersøgelsens resultater bruges til at tilrettelægge sundhedstilbud ud fra tendenser og behov fra undersøgelsen.
At kun 45 procent af de adspurgte i Frederikshavn Kommune efter en måned har svaret på spørgeskemaundersøgelsen får nu sundhedsudvalgsformand Anders Broholm til at opfordre de borgere, der har fået et spørgeskema, til at svare på det.
– Vi har brug for svar fra alle borgerne. Jo flere der svarer, jo bedre kan vi tilrettelægge vores sundhedsindsats fremover i et samarbejde mellem kommunerne og regionen. Så det er vigtigt, at borgerne bruger tid på at fortælle os, hvordan de har det, siger Anders Broholm.
En af dem, som allerede har udfyldt spørgeskemaet, er Torben Rasmussen, M. Bødkersvej, Frederikshavn.
– Selvom vi da grinede lidt herhjemme af, at regionen gerne vil kende mit fedt- og margarineforbrug helt ned i detaljer, ja så er det et eller andet sted også spændende at være med i en undersøgelse, der i sidste ende skal bruges som grundlag for sundhedsindsatsen i vores kommune, siger Torben, der med et glimt i øjet tilføjer: Vi bruger normalt Becel til stegning.
Det er anden gang, at landets regioner og kommuner laver denne storstilede spørgeskema-undersøgelse, som finder sted hvert fjerde år.
Nyt spørgeskema på vej til de borgere, der mangler at svare
I de kommende dage vil de borgere, der er udpeget til at svare på undersøgelsen, modtage et nyt spørgeskema, hvis de ikke har svaret på det første.
Alle borgere, der svarer på spørgeskemaundersøgelsen, får samtidig mulighed for at vinde flotte præmier som fx iPad, cykel og weekendophold, som der trækkes lod om den 8. april.
Baggrundsinformation
”Hvordan har du det? 2013” er en national undersøgelse af trivsel, sundhed og sygdom.
Undersøgelsen skal kortlægge den generelle sundhedstilstand i Danmark.
Fra både nationalt, regionalt og kommunalt niveau, er der et ønske om at kunne planlægge sundhedsindsatsen ud fra borgernes svar.
4500 borgere får spørgeskemaet i Frederik Kommune.
De 4500 borgere er tilfældigt udvalgt i alderen 16 år og op efter. Borgerne kan svare ved at indsende spørgeskemaet eller svare elektronisk på nettet.
Resultatet af undersøgelsen i Nordjylland fremlægges i marts 2014, så de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd får et godt grundlag at indgå sundhedsaftaler på.
Læs mere om undersøgelsen på Region Nordjyllands hjemmeside www.rn.dk under ”Hvordan har du det?”.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vi har brug for flere svar' til en bekendt