Læserbrev: Jeg fatter det ikke !
17. april 2013 - kl. 11:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I dag dumpede der en lille folder i min postkasse fra Frederikshavn Turistforening, der oplistede en lang række nøgletal for turismens betydning for Frederikshavn i 2012. Pragtfuld læsning. 569.000 turister, omsætning 414 millioner, 684 beskæftigede årsværk. Turistforeningerne er jo ikke sammenlagt endnu, så tallene fra Skagen og Sæby gamle kommuner skal lægges oveni. Måske end da med større tal end Frederikshavn. Hertil kommer hvad ejerne af tusindvis af sommerhuse investerer i husene og vedligeholdelse. Det hele bliver godt og grundigt skatte-og afgiftsbelagt. Plus ansatte i sektoren der betaler skat. Det forbavser ikke at oplevelse og turisme er Kommunens andet største erhverv. Ligeledes er det besluttet at hele området er udlagt som et af Kommunens Vækstspor der skal have særlig bevågenhed og udvikles.
På denne baggrund fatter jeg ganske enkelt ikke, at Kommunen pålægger de forretninger der bruger pladser og torve til at fremvise deres varer og udeservering en urimelig afgift. Et område der drager turister i hele sommerperioden. Som om det ikke er nok, har vi været igennem en jammerdal af turist fjendtlige tiltag. Jeg nævner i flæng lukning af toiletter i sommerlandet, ingen penge til blå flag, emsig parkeringskontrol (ikke mindst på Grenen), nedskæringer til vores attraktioner så de knap nok har råd til åbne i turistsæsonen, Botanisk have, Sæbygaard Slot; Krudttårnet, manglende strandrensning o.s.v.
Det bliver et langt sejt træk at få rettet op på hele området igen, men den forkætrede afgift på leje af udstillingsbånd og afgiften på leje af torve og pladser til udeservering skal vi have løst inden den kommende sæson, der ligger lige om hjørnet. Gerne på først kommende Byrådsmøde.
m.v.h. jens hedegaard
En kommentar til “Læserbrev: Jeg fatter det ikke !” under annoncerne.
Det er da meget flot, at Fr Havn kan fremvise godt 500.000 turister, Jeg vil bare lige nævne, at Skagen har i omegnen af 2 mill. turister om året og efter sigende er den 4, mest populære turistby i verden!
Med venlig hilsen Kent