
Digterne er også Skagenkunstnere
1. juli 2013 - kl. 9:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En lang række danske og andre nordiske digtere har gennem mere end hundrede år ladet sig inspirere af Skagen. Nogle af disse digteres mange tekster kan man høre på onsdag aften den 3. juli kl. 20 i Drachmanns Hus på Hans Baghsvej, når Drachmann-Kvartetten bestående af Birgit og Poul Bernth samt Ann-Marie Gabrielsson, som bliver akkompagneret af sin mand, Jesper Hegaard, fremfører en række sange og digte af ældre og nutidige forfattere som for eksempel Holger Drachmann, Harald Bergstedt, Poul Henningsen, Sten Kaalø og Ole Wivel.
Aftenens program består af både digte, sange og prosa, som tilsammen vil give et indtryk af, hvor meget også digtere og komponister er blevet inspireret af Skagen og dens smukke omgivelser.
Der har også i sommer været stor interesse for disse aftner, så det vil derfor være en god idé at benytte sig af forsalget. Billetter á 120 kr. kan købes i huset i åbningstiden eller bestilles på tlf. 98 44 51 88 eller mail: drachmannshus@gmail.com, og der vil også være billetter til salg ved indgangen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Digterne er også Skagenkunstnere' til en bekendt