
Sommer på Skagen By- og Egnsmuseum
1. juli 2013 - kl. 7:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen By – og Egnsmuseum har sammensat et spændende og varieret program med aktiviteter for hele familien i skolernes sommerferie.
Hver tirsdag og torsdag vil museets store og trofaste flok af frivillige medarbejdere komme og vise bl.a., hvordan man klipper et par får med en rigtig fåresaks, og hvordan hedens små bær og havens rarbarbere kan laves til herlig saft og marmelade. Der vil naturligvis også blive masser af mulighed for at prøve selv, når der skal laves smykker, bages småkager eller slås reb og snittes i træ. Udførligt program for aktiviteter fås ved henvendelse til Skagen By – og Egnsmuseum.
Der vil være børneomvisninger på museet mandage, onsdage og fredage kl. 12, og har man lyst til at smage en ægte tørfisk, vil der være gang i gryder og pander alle onsdage kl. 10-12.
I den gamle skibssmedje på Vesterbyvej tænder smeden Jørn op i essen alle hverdage i uge 28, og alle er velkomne til at kikke ind, og få mere at vide om det gamle håndværk.
Har man lyst til at se Skagen fra søsiden tilbydes der dag-, aften- og marinbiologiske ture med museumskutteren Hansa, og for landkrabberne kunne det være poplagt med en tur rundt i byen, til havnen og Grenen i museets enestående veteranbus, Bedford – bussen fra 1937.
Alle tirsdage i juli og august tilbydes en helt ny guidet tur: ”Alle kender Marie Krøyer – hvem kender Karoline Larsen?”.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommer på Skagen By- og Egnsmuseum' til en bekendt