
Så er der atter historiske spil i Skagen
10. juli 2013 - kl. 10:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag 11. juli, og lørdag, 13. juli, kan de seks små historiske spil atter opleves rundt om på historiske steder i Skagen – og for et enkelt spils vedkommende i Gl. Skagen.
Spillene er på hver ca. tyve minutter, og de fortæller om forskellige begivenheder i Skagens lange og spændende historie.
Spillene, som er skrevet af Poul Bernth, bygger for de fems vedkommende på autentisk historisk materiale som avisartikler, breve, retsprotokoller og andet. Det sjette spil, som kan opleves på stranden vest for Solnedgangspladsen i Gl. Skagen torsdag aften kl. 20, er mere fri fantasi. Det handler om hyrden Tronder, som ifølge overleveringen var den første, der bosatte sig på det yderste af Jylland. Formodentlig omkring, hvor Gl. Skagen eller Højen, som er det oprindelige navn, ligger i dag.
På lørdag spilles der først i gården ved den gamle del af Kappelborgskolen. Her fortælles om gamle dage i den gamle borgerskole. Det sker klokken 10.30. Klokken 11.30 fortsættes i haven ved Brøndums Hotel, hvor man får et stemningsbillede fra hotellet omkring 1910.
Efter en frokostpause kan man i den gamle købmandsgård, Holst’ Gård på hjørnet af Holstvej og Søndervej, opleve en formiddag i den gamle justitsråds liv. Her spilles med rekvisitter, som er lånt i gårdens righoldige samling af antikviteter. Spillet begynder med, at publikum går gennem de gamle stuer i huset langs Søndervej.
Der efter går turen til Vesterby, hvor man i haven til det gamle tinghus kan opleve et spil bygget over de dramatiske hændelser, da en ung pige i 1896 blev anklaget og dømt for fødsel i dølgsmål og barnemord.
Dagen slutter i Drachmanns Have, hvor der fortælles om den folkefest, Drachmann holdt i haven i august 1904 i protest mod, at repræsentanter for fiskerne ikke var blevet inviteret med til den fine middag, der markerede staten på bygningen af Skagen Havn, på det daværende badehotel på Grenen.
Ideen med de seks historiske spil er naturligvis, at folk skal følge med rundt og se alle seks spil. Det havde mange mildt sagt forstået ved premieren.
Interessen for spillene var stor. Allerede fredag aften, hvor der blev spillet ude på stranden kom der mange. Løseligt anslået mellem 100 og 150.
For at sige det mildt var de agerende fra Amatørteatergruppen ”De usandsynlige” suppleret med egnsspillere noget overraskede over, at der kom så mange.
Det fortsatte hele lørdagen. Mellem 150 og 200 mødte op ved Brøndums Hotel, i Holst’ gård på Søndervej, i Tinghusets have og til sidst i Drachmanns Have.
Skuespillerne var glade for den store interesse og ikke mindst for de mange, positive reaktioner, de fík for deres indsats.
De små historiske spil opføres igen sidst i juli. Det er fredag 26. juli. Det er alle spillene, der opføres denne dag. Den oprindelige plan var, at der blev spillet både fredag og lørdag, men det er ændret.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er der atter historiske spil i Skagen' til en bekendt