Skagen Havn indgår kontrakt om havneudvidelse

På billedet underskrives kontrakten af afdelingsingeniør Henrik Rasmussen fra Aarsleff og Skagen Havns bestyrelsesformand Werner Broberg, mens havnedirektør Willy Bent Hansen overvåger underskrivelsen.

Skagen Havn indgår kontrakt om havneudvidelse

11. juli 2013 - kl. 16:42 - af

Skagen Havn har netop indgået en væsentlig kontrakt med det danske entreprenørfirma Per Aarsleff A/S om udførelse af den kommende havneudvidelse. Havneudvidelsen skal danne grundlag for vækst i Skagen, og særligt for den maritime sektor samt Skagen Havn. Kontrakten har en entreprise sum på 226 millioner kroner.

Skagen Havn og entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S har torsdag den 11. juli indgået en kontrakt om etablering af en ny havneudvidelse i Skagen. Udvidelsen indebærer, at der etableres et stort nyt yderbassin med ny indsejling og i alt 600 meter ny kaj. Arbejdet med havneudvidelsen begynder fysisk medio august 2013 og planlægges færdig i primo 2015. Den nye infrastruktur og de nye havnefaciliteter, skal give mulighed for, at Skagen Havn kan tilbyde væsentligt større skibe at anløbe havnen, end det er muligt i dag.

Havnedirektør Willy Bent Hansen glæder sig over, at kontrakten er kommet på plads efter en EU prækvalificering og licitation:

– Det er et resultat af et langsigtet og strategisk arbejde på at udvikle nye forretningsområder, der vil skabe vækst og samtidig supplere havnens kerneområde i fiskeriet. Skagen Havn har gennem adskillige år arbejdet med at udvikle havnen og derigennem skabe forudsætninger for at nye forretningsområder kan opdyrkes, siger han og fortsætter:

– Med de nye faciliteter der skabes, kan havnen i 2015 modtage krydstogtskibe på op til 330 meter. Det vil gøre Skagen væsentlig mere attraktiv som krydstogtdestination fremover. Yderligere skabes mulighed for at øge godsomsætningen på olie markant, da bl.a. større tankskibe kan anløbe havnen til den tankterminal, der

ligeledes arbejdes med i denne tid. Vi forventer helt klart, at de nye faciliteter vil være med til at skabe vækst og arbejdspladser for de maritime virksomheder samt i hele lokalområdet.

– Den indgåede kontrakt med Per Aarsleff A/S er underskrevet efter at entreprenørfirmaet har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud på totalentreprisen ved licitationen. Aarsleff skal i samarbejde med partnerne Rohde Nielsen A/S, VG Entreprenører A/S og Grontmij forestå etableringen af havneudvidelsen, der benævnes Etape 2. Det var også Aarsleff der i 2007 etablerede den første etape af havneudvidelsen. Vi ser derfor frem til endnu engang at indgå i et godt samarbejde med Aarsleff og deres partnere i dette projekt.

Det tekniske arbejde med detailprojektering pågår allerede, og de nye havnefaciliteter er planlagt til at være fuldt operative i starten af 2015.

7 kommentarer til “Skagen Havn indgår kontrakt om havneudvidelse” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

7 kommentarer til “Skagen Havn indgår kontrakt om havneudvidelse”

  • Stig Pedersen

    Tillykke med udvidelsen, så må vi bare håbe at nogen er med os lystfiskere der nu må kravle rundt på tonstunge skarpkantede stenklumper. Lav dog nogle platforme hvor vi kan udfolde vores sport.

  • Jette rasmussen

    Et godt tiltag da der ikke mere er brug for havnekaj til alm. fiskeri, så godt gået
    Skagen Kommune. Der er brug for nytænkning.

  • Flemming Eriksen

    Håber , at den nye havn bliver et gode for Skagen , når der bliver bygget et stort tankanlæg der kan tage imod den spildolie som skibene kan aflevere, så de overholder de sidste nye miljøregler for aflevering af spildolie og kemikalier , det bliver plus for Skagen ,

  • Karin Nordmann

    Man skal være mere end naiv, hvis man tror, at krydstogtpassagerer køber fra os, så vi spinder guld!
    Alderen taget i betragtning , er det små souvenirs og smågaver til børnebørnene. Og så må det jo ikke veje for meget!
    Den tid er ovre, hvor der blev solgt kongeligt porcelæn og sølv til millioner fra Georg Jensen.
    Men selvfølgelig bruger de lidt penge på cafeerne, men kun lidt, da er er Inclusive ombord!.
    Og det bringer nye ansigter til vores lille by!
    Om det så er de penge værd at ofre en ny havn for, ja det må de kloge hoveder i havnens bestyrelse tage sig af!

  • Ivan Bengtsen

    Stort tillykke med indgåelse af kontrakten.
    En udvidelse af havnen i denne størrelsesorden vil virkeligt være medvirkende til at sætte Skagen på verdenskortet.

    Anløb af krydstogtskibe med passagerer som har stor lyst til at handle i Skagen skaber mulighed for vækst for de handlende – og dermed arbejdspladser.

    Skagen får ligeledes gode muligheder for at udvikle sig markant i forhold til nogle af Frederikshavns kommunes vækstområder; det maritime og turistmæssige område.
    Sidst men ikke mindst er det et tiltag som i meget høj grad matcher tiltaget som i år er igangsat med temaet: “”Skagen – international kystferieby 2020”.

    Kan pessimisme vendes til optimisme?

    God sommer til alle.
    Ivan Bengtsen

  • Desvære er der ikke plads til byens virksomheder til at udskibe deres varer

  • Rolf Christensen

    En god nyhed for Skagen!

    Jeg håber, at Werner Broberg og venner tænker en slags promenade ind i planerne, så man kan gå og cykle helt ud til indsejlingen – ligesom man kan i dag ad den nordlige mole på Frederikshavn Havn. Når publikum kan få nem adgang bliver det i højere grad en slags folkets havn, vi får.

    God sommer,

    mvh rolf

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Havn indgår kontrakt om havneudvidelse' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger