Forfatteren Henriette Bjarne Hansen .
Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed
24. juli 2013 - kl. 11:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En ny bog om Søren og Marie Krøyer er udkommet. Bogen er i et A 4 format og er på 113 sider.
Titlen på bogen er ” Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed ”.
Skagens Avis har talt med journalist Henriette Bjarne Hansen, som er forfatter til den nye bog om Søren og Marie Krøyer.
Din bog skulle være udgivet for adskillige måneder siden. Hvad skyldes forsinkelsen?
– Tekniske og praktiske problemer
Hvad betød skønhed for Søren og Marie Krøyer?
– Søren og Marie Krøyer var æstetikere for hvem skønhed betød alt.
Hvad har inspireret dig til at lave bogen?
– Et modekatalog fra Marlboro og det sort-hvide foto af kunstnerparret, som er på forsiden af min bog. Dette gamle foto af Søren og Marie Krøyer fortæller mere end noget andet om hvor store iscenesættere de var. De forstod virkelig at føre sig frem og vidste hvor meget en elegant fremtoning betød – og de var helt bevidste om med hvilke midler de bedst kunne understrege deres spændende personlighed.
Du har valgt at formidle din fortælling om Søren og Marie Krøyer visuelt. Hvorfor det?
– Med ting fra det forrige århundrede har jeg skabt atmosfærefyldte still-lebens til hvert kapitel i bogen. Det har jeg gjort fordi mit ønske har været at få læserne til at føle og mærke hvor meget skønhed betød for Søren og Marie. Smukke ting og skønne omgivelser var altafgørende for deres trivsel
Din bog er delt op i fem kapitler. Hvilket kapitel har været det mest interessante at lave?
– Kapitlet om det hvide look har absolut været det sjoveste og det mest interessante at lave. De hvide kjoler, jakker, skærf, hatte, sko og støvler, som jeg viser i min bog under kapitlet om kunstnernes hvide tøj, stammer fra Bille August`s film om Marie Krøyer. Chefstylisten på filmen Manon Rasmussen gav mig lov til at låne tøjet med hjem til fotografering.
– Da jeg stod i mit atelier med alt det hvide tøj og var i fuld gang med at style og iscenesætte, faldt der sand ud fra Krøyers jakkelomme og nederst ved kjolesømmen på Maries hvide kjoler, sad der også masser af sandkorn. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det må da siges at være autentisk!
– Jeg blev lige så begejstret som kunsthistorikerne bliver, når de finder sandkorn i Krøyers malerier.
Du har boet i Skagen. Hvorfor flyttede du herop?
– Fordi jeg elsker stedet og ikke kan få nok af den storladne natur. Jeg har oplevet de lange mørke vinteraftener i Skagen og de grå og kolde efterårsdage, hvor der har været vind med orkanstyrke. Men uanset hvad, om det er koldt eller varmt, gråt eller solrigt, vindstille eller storm, så er jeg vild med stedet og jeg forstår fuldt ud hvorfor Søren og Marie valgte Skagen som deres foretrukne opholdssted om sommeren. De elskede stedet og de elskede deres pragtfulde hjem oppe i den gamle plantage. Desværre er deres hjem i Skagen ikke et museum, det ville ellers have været et stærkt minde at træde ind over dørtærskelen til dette smukke kunstnerhjem og opleve den unikke indretning, som de to kunstnere i fællesskab havde skabt.
Hvilken indflydelse havde Søren og Marie Krøyer for kunstnerkolonien i Skagen?
– Det sus af noget smukt, karismatisk og spændende, der den dag i dag hænger ved Skagens- malerne og som hvert år får tusindvis af turister til at valfarte til stedet – alt det kan Søren og Marie tage en stor del af æren for. Det var de to der slog tonen an i kunstnerkolonien både hvad angår boligindretning, mode og fester.
Boligstilen i Krøyers eget hjem i Skagen, Maries yndlings- blomster og hendes enkle måde at sætte blomster i vand på, alt det og meget andet kan ses og opleves i min bog: ” Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed ”.
Bogen kan købes hos Jørgensens boghandel i Skagen og koster 249,95.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed' til en bekendt