
Drager på Råbjerg Mile
25. august 2013 - kl. 6:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hvis man én gang har stået på Råbjerg Mile og set kassedragen eller den hjemmelavede kiskeedee lave saltomortaler i det uendelige himmelrum over den forjættende vandreklit, glemmer man det ikke. Det er ren magi, og det får mange til at vende tilbage år efter år for at nyde et par timer med drageflyvning i fri natur.
Søndag den 1. september – som en aerodynamisk honnør til HM dronning Margrethe I – er der atter mulighed for at lade dragen gå til vejrs i hyggeligt samvær med andre ligesindede gamle og unge legebørn.
Man mødes ved rastepladsen for foden af milen kl. 10.30, og efter nogle indledende manøvrer går det løs! Så skal dragerne i luften. Arrangørerne håber denne gang, at hele himlen over Studeli Klit kan formørkes af drager. Men der skal godt nok i så fald mange til – så alle mand må af hus. Husk madpakke og drikkelse. Det giver tørst og god appetit at flyve med drager.
Allerede torsdag eftermiddag den 29. august kl. 16 kan man gå til Kulturhus Kappelborg og bygge sin egen drage eller få den gamle repareret. Der vil være sejlgarn, saftevand, kæppe, papir og tape til fri afbenyttelse – og det hele er gratis. Tag fat i bedstefar og slæb ham hen til drageværkstedet i foyeren på Kappelborg.
Det er Naturstyrelsen Vendsyssel, Skagens Bibliotek og Kulturhus Kappelborg, der står for løjerne.
1 kommentarer til “Drager på Råbjerg Mile” under annoncerne.
















Mon ikke HM dronning Margrethe II også vil glæde sig over et flyvende honnør 😉