
Byrådsmedlem Hanne Welander er død
10. oktober 2013 - kl. 12:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hanne Welander sov, efter kort tids sygdom, stille ind onsdag på Hospice Vendsyssel.
Hanne var medlem af Frederikshavn Byråd for Socialdemokratiet og sad i Teknisk Udvalg, ligesom hun var i bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S.
Vi har mistet en god partikammerat siger Jørgen Tousgaard fra Socialdemokraterne. Hun var en glad pige og havde en meget stor berøringsflade, både via sit arbejde for Park og Vej, sit frivillige arbejde for Skagen Festival og gennem sit politiske arbejde.
Hanne Welander, blev 59 år, og hun efterlader sig to børn og to børnebørn.
Det er anden gang inden for kort tid, Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune mister en byrådskollega. I 2012 døde byrådsmedlem Birthe Marie Pilgaard.
Indtil Hanne Welander er blevet begravet i starten af næste uge, indstiller Socialdemokraterne deres valgkampagne.
Brian Kjær, Frederikshavn, overtager Hanne Welanders plads i Byrådet.
2 kommentarer til “Byrådsmedlem Hanne Welander er død” under annoncerne.
Det gør mig meget ondt at erfare, at Hanne er død. Hun var en tidligere god byrådskollega, som jeg satte stor pris på. Hanne og jeg kunne blive enige om mange dagsordenpunkter, selvom vi havde forskellig politisk observans. Jeg sender mine tanker til Hannes familie. Æret være Hannes minde.
Inger Støtt
Det var en rigtig trist besked man modtog her til morgen at kollega i teknisk udvalg og bestyrelsen for Frederikshavns Forsyningen A/S Hanne Welander var død efter meget kort sygdom. I Teknisk udvalg og Forsyningen vil vi komme til at savne Hanne som den altid glade og dejlige kollega med det smittende gode humør.
Æret være Hannes minde.
Brian Pedersen Formand
Teknisk/Forsyningen.