
Få styr på din diabetesrisiko på Verdens Diabetes Dag
10. november 2013 - kl. 9:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
2.192 mennesker i Frederikshavn Kommune har type 2-diabetes uden at vide det. Den 14. november 2013 kan du finde ud af, om du er en af dem. Det sker, når Diabetesforeningen, Skagen Apotek og Skagen Sundhedscenter markerer dagen ved at tilbyde blodsukkermåling til alle interesserede.
Omkring 200.000 danskere går rundt med type 2-diabetes uden at vide det. Det er farligt at gå med sygdommen uden behandling, og det kan i værste fald ende med livstruende blodpropper, nedsat nyrefunktion eller blindhed.
Derfor sætter Diabetesforeningen, Skagen Apotek og Skagen Sundhedscenter fokus på uopdaget type 2-diabetes i forbindelse med Verdens Diabetes Dag torsdag den 14. november. Det er vigtigt at kende sin diabetesrisiko, da mange følgesygdomme kan undgås hvis man handler hurtigt. På dagen kan alle få vurderet deres risikoniveau og få råd til hvordan de kan forbedre chancen for at undgå type-2 diabetes.
På apoteket står sygeplejerske og diætist fra sundhedscenteret klar til at rådgive om risiko og sund livsstil. Apotekets farmaceut svarer på spørgsmål om medicinsk behandling af type-2 diabetes. Hvis man allerede har type-2 diabetes er man meget velkommen til en snak om sund livsstil og hvilken hjælp man kan få.
Har man diabetes er det vigtigt at undgå sukker. På diabetesdagen kan man på apoteket møde Dorte Christiansen fra Fribol, der laver sukkerfrie bolcher, og høre om sukkerfrie søde sager.
Type 2-diabetes er arvelig
Antallet af danskere med diagnosen diabetes er fordoblet på ti år, så i alt 307.000 i dag har diagnosen. Om 12 år forventes 600.000 danskere at have fået diagnosen. Type 2-diabetes udvikler sig langsomt, og mange forbinder ikke symptomerne med diabetes. Derfor kan man have sygdommen i mange år, før den bliver opdaget, og man kan komme i behandling.
Diabetesforeningen sætter fokus problemet med kampagnen ”Er der diabetes i din familie” op til Verdens Diabetes Dag.
Type 2-diabetes er nemlig meget arvelig. Hvis en af dine forældre har type 2-diabetes, er din risiko for at udvikle sygdommen 40 procent. Hvis begge forældre har sygdommen, er risikoen hele 80 procent.
– Det er overraskende for mange, at type 2-diabetes er så arvelig. Hvis man er arveligt disponeret for type 2-diabetes, skal man være ekstra opmærksom på at spise sundt og bevæge sig, fordi det kan være med til at udskyde eller helt forhindre, at sygdommen udløses. Men er man ikke klar over sin risiko, har man heller ikke mulighed for at tage sine forholdsregler, og en ubehandlet type 2-diabetes kan være livstruende, siger forskningschef i Diabetesforeningen, Malene Bagger.
En undersøgelse foretaget i 2012 for Diabetesforeningen blandt 5.000 danskere viste, at 47 procent ikke vidste, at type 2-diabetes er arvelig.
Svage symptomer
Symptomer på type 2-diabetes er bl.a. træthed, tørst, dårlig sårheling og øget tissetrang. Fordi de udvikler sig så langsomt, bliver de ofte fejlfortolket som alderdomstegn eller banale skavanker.
En test for type 2-diabetes kan klares på få minutter ved en blodprøve hos lægen. Har man diabetes i sin familie, anbefaler Diabetesforeningen at man lader sig teste.
Har man ikke lyst til at gå til lægen, så er Verdens Diabetes Dag er god anledning til at få styr på sin diabetesrisiko.
På diabetesdagen kan alle interesserede få målt deres blodsukker på apoteket. Det kræver kun et lille prik i fingeren og under et minut at få målt sit blodsukker. Man får ikke stillet diagnosen, men prøven giver et realistisk billede af, om man med en vis sandsynlighed kan have type 2-diabetes, og snarest bør gå til sin læge.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Få styr på din diabetesrisiko på Verdens Diabetes Dag' til en bekendt