
Svigtende billetsalg gav Festivalen lille underskud
17. november 2013 - kl. 8:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Festival afholdte i går ordinær generalforsamling. Formandens beretning om årets festival kom ind på de udfordringer, mange af landets festivaler oplever i disse år. Kjeld Søndergaard sagde bl.a. ”Billetsalget var bestemt ikke en succeshistorie i år! Der var mange gode navne og koncerter på plakaten, men billetsalget svigtede desværre. Som vi allerede fortalte tilbage i august, har bestyrelsen derfor været nødt til at træffe en modig – men desværre meget nødvendig – beslutning om at lukke festivalscenen i Skagen Sportscenter inden den ville lukke Skagen Festival.” Men der var også positive ord fra formanden: “Musikalsk var der store øjeblikke – Tina Dickow gav en forrygende koncert i Skagen Sportscenter, Åge Aleksandersen og Sambandet havde taget turen fra det nordlige Norge og spillede sig til 5 stjerner i Nordjyskes anmeldelse, JP & the Seeger Session Band var igen fantastiske og The Kilkennys, som var i Skagen for første gang, overraskede stort.” Fremhævet blev også det gode og store samarbejde med festivalens mange sponsorer og samarbejdspartnere, ligesom de mange frivillige medarbejdere og trofaste koncertgæster fik anerkendende ord med på vejen.
Regnskabet for Skagen Festival 2013 er netop blevet offentliggjort. Skagen Festival kommer ud med et underskud på 51.000 kr. ”Det er langt bedre end frygtet med vores dårlige billetsalg i år. Med sidste års store underskud i frisk erindring blev indkøbsaftaler nøje gennemgået optil årets festival. Regnskabet viser med al tydelighed, at forårets store anstrengelser og mange besparelser var vigtige.” Festivalen er helt med på, at der venter en vinter- samt forårsperiode med hårdt arbejde for at sikre Skagen Festivals eksistens – også i mange år fremover. Kjeld Søndergaard kom med denne opfordring til byens handels- og turisterhverv: ”Støt op omkring Skagen Festival. Vær med til at tage ansvar. Skagen Festival har ikke råd til et år mere med underskud og festivalens overlevelse kræver mere end nogensinde før, at hele byen – ja, hele kommunen – bakker op og aktivt deltager! De sidste par år viser tydeligt, at det er farligt at tage festivalen som en selvfølge.”
Formanden fortalte også, at et nyt musikudvalg har overtaget efter Peer Andersen og Jens-Erik Sørensen. ”Det er en stor opgave at løfte efter Peer og Jens-Eriks fantastiske indsats, men vi føler os overbeviste om, at Helge Arildsøe og Svend Erik Larsen er rustet til opgaven. De har igennem mange år været en stor del af Skagen Festival – ikke mindst via deres engagement som konferenciers på Havnescenen.”
Kjeld Søndergaard sluttede af med at fortælle, at Skagen Festivals ledergruppe er i fuld gang med at planlægge næste års festival – den 44. i rækken – og af nye tiltag kan nævnes, at programmet i Skagen Kultur- og Fritidscenter udvides med en ekstra spilledag, ligesom der er nyt på vej på Havnescenen. Festivalen vil løbende, som ting falder på plads, løfte sløret for nye tiltag.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Svigtende billetsalg gav Festivalen lille underskud' til en bekendt