Tal kommunen op!

Tal kommunen op!

18. november 2013 - kl. 7:38 - af

Flere partier søger i valgkampen at tale Frederikshavn Kommune ned: nedgang i børnetallet, fraflytning, udkant, dårlig økonomi, ringe erhvervsudvikling, skattestigning, p-afgifter, tømning af septitanke m.m.m.

Der skal naturligvis være plads til negative, pessimistiske røster, men efter min mening skal de have et modspil, der taler vores kommune op.

Jeg bor i en egn af landet med 3 fantastiske centre, der på storslået vis supplerer hinanden: Skagen, Sæby og Frederikshavn – og med en grøn og varieret natur fra Grenen til Voerså, hvis lige ikke findes andre steder.

Det kan godt være, der bliver færre fastboende i Skagen – vi kan jo ikke tvinge folk til at bosætte sig et bestemt sted – men jeg oplever en aktivitet hele året i Skagen og omegn, der aldrig har været større, og det skyldes, at Skagen er landets mest interessante plet at besøge og have et second house i: en enestående natur, et rigt facetteret kulturliv med Kappelborg som seneste skud på stammen, dynamiske erhvervs – og turistfolk samt en befolkning, der med masterplanen for Skagen har fortalt, hvor skagboerne mener, byen skal bevæge sig hen. Jeg ser med optimisme på Skagens fremtid!

Sæby har med sin geografiske placering faktisk tilflytning, og det kan jeg godt forstå. Sæby besidder med sin bløde havn, alsidige erhvervsliv og varierede samt smukt beliggende udbud af boliger en tiltrækningskraft, vi skal værne om. Havnen skal ikke polstres til med højhuse, og de mange oplandsbyer, som før kommunalreformen gjorde Sæby til landets største kommune målt på areal, har vist sig levedygtige – bl.a. ved at søge nye veje, når det f.eks. kniber med børnetallet. Særligt vil jeg fremhæve Hørby/Dybvad, hvis skolebestyrelser så realiteterne i øjnene og på frivillig basis fik lagt skolerne og pasningen sammen. Jeg er optimist, når det handler om Sæby og oplandsbyernes fremtid!

Frederikshavn har grundet sin størrelse og beliggenhed en central placering i storkommunen. Der er politikere, der frygter centraliseringen, men de samme politikere har enten talt for kommunesammenlægningen eller er medlemmer af partier, der stemte for den i 2005. SF stemte imod kommunesammenlægningen, men et flertal af V, C og DF ville det anderledes, og så må vi få det bedste ud af situationen med den økonomi, vi har. SF har gjort, hvad vi kunne med vores 4 mandater for at bevare en sammenhængende kommune, der levner plads til andre centre end Frederikshavn, og som giver næring til et levedygtigt opland, der, så længe forældrene vil, bl.a. kan bevare skolen som et kulturelt centrum.

Tal kommunen op!

Christina Lykke

Borgmesterkandidat for SF

Liste F

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tal kommunen op!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger