Skolefesten begynder egentlig godt, men den ender utrolig blodig. Her Chloë Grace Moretz i rollen som Carrie i en scenen fra filmen.
En ægte gyser i Skagen Bio
2. december 2013 - kl. 9:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio har torsdag den 5. december, premiere på en ægte Stephen King-gyser. Der er en genindspilning af den klassiske fortælling om Carrie White, som i filmen spilles af Chloë Grace Moretz.
Carrie er en genert pige, som bliver mobbet af sine jævnaldrende i High School, og hendes dybt religiøse mor (Julianne Moore) er overbeskyttende. Men Carrie gemmer på skjulte kræfter, og på aftenen for den store skolefest går nogle af klassekammeraterne over stregen, og Carrie bruger sine telekinetiske evner til at skabe død og ødelæggelse i den lille by.
Blandt de øvrige medvirkende er Alex Russell, Judy Greer, Gabriella Wilde og Max Topplin.
Romanen ”Carrie” fra 1974 var Stephen Kings første udgivne roman. Den skræmmende fortælling om den utilpassede High School-pige Carrie blev en succes og startskuddet til en imponerende karriere som gyser- og spændingsforfatter.
Navnet ”Carrie” er blevet synonymt med den smertefulde undertrykkelse og frygtelige ydmygelse man kan opleve i teenageårene, men også med den blodige hævn, som den underkuede pige udløser overfor sine plageånder.
Stephen King baserede sin hovedkarakter på to udstødte fra sin egen High School-tid.
Den ene var en pige, som blev udstødt på grund af sine forældres overvældende religiøsitet, og den anden blev udstødt på grund af stor fattigdom. King sammensatte sine observationer til figuren Carrie, en ynkværdig, misforstået og ensom pige, der måske ikke var nem at holde af, men som alligevel kunne danne centrum for en gribende og følelsesladet historie.
Man skal være over 15 år for at se filmen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En ægte gyser i Skagen Bio' til en bekendt