Museet: Finansieringen er på plads til udvidelse

Den nye museumsbygning er formet som et arkitektonisk bindeled mellem Sct. Laurentii Vej og den eksisterende museumsbygning. Nybygningen er en knækket tre-foldet form, proportioneret således at den indordner sig i forhold til den eksisterende Plesnerbygning og den omkringliggende bebyggelse.

Museet: Finansieringen er på plads til udvidelse

19. december 2013 - kl. 13:06 - af

Takket være generøse bevillinger fra en lang række fonde, har Skagens Museum nu finansieringen på plads til en længe ønsket udvidelse og renovering af de fysiske rammer. Museet er således klar til, i starten af det nye år, at gå i gang med et fantastisk projekt, hvis formål er at skabe mere plads og bedre, tidssvarende forhold for kunst og mennesker.

Nødvendigheden – slid og pladsmangel

De første tiltag til dette renoverings- og udvidelsesprojekt, blev allerede taget i forbindelse med museets 100 års jubilæum i 2008. Museet har siden arbejdet intensivt med en lang række forberedelser til projektet. Der er udarbejdet forretnings- og fornyelsesplaner, foretaget bygningsanalyser, lavet fremtidige driftsberegninger og en projektlokalplan er vedtaget. Mange års slid på den 85 år gamle Plesnerbygning betyder, at der er et stort behov for en gennemgribende renovering – gulvene er slidt ned, væggene gennemhullede efter mange års ophængninger, de smukke gamle vinduer skal renoveres, der skal lægges nyt tag og indlægges nye installationer. Samtidig er der meget trangt med plads – både i magasinerne og i udstillingslokalerne, og det er derfor en alt for lille del af samlingen som er tilgængelig for publikum.

Større, men ikke kæmpestort

Skagens Museum skal være større, men ikke kæmpestort. Ambitionen er ikke at vokse ind i himlen, men selvom kunstnerkolonien for længst er opløst og malerne døde, så er samlingen og forventningerne til et moderne museum vokset støt over årene. Museet ønsker først og fremmest at dyrke samlingen og vise mere af den, end der er mulighed for i dag. Samtidigt er det vigtigt at få skabt de nødvendige rammer for fortsat at kunne lave skiftende særudstillinger på et højt, internationalt niveau. Dette kræver en bedre og opdateret fysik, så der bliver mere plads til det, det hele handler om – museets kerne – nemlig kunsten og historien om skagensmalerne.

Plesners skitser fra 1930

Syd for de store Plesnersale, byggede man i 1980-81 en tilbygning til museet. Der er imidlertid flere forhold omkring denne del af huset, som er utilstrækkelige og problematiske, hvorfor man har valgt, at ændre denne del af museet og føre den tilbage til de planer, som Ulrik Plesner oprindeligt havde for en udvidelse. I sine tegninger fra 1930 har Plesner skitseret en tredje sal med kassetteloft og svalegang og to lidt større sidegallerier mod øst og vest. Det er disse planer, der danner grundlag for den tilbygning, som nu opføres, og det giver en fantastisk mulighed for mere fleksible, lyse og rummelige udstillingslokaler. Facaden beklædes med de samme materialer som den nuværende Plesnerbygning, dvs. røde teglsten og de karakteristiske Plesnervinduer.

Skifer møder tegl

Vest for den gamle, røde og meget karakteristiske Plesnerbygning opføres en ny tilbygning på i alt 2000 etagemeter. Kælderplan er viet til interne funktioner som teknik, magasiner og omklædning samt toiletter og garderobe for museumsgæsterne. I stueetagen skabes et 300 m2 udstillingslokale til skiftende udstillinger, og i samme niveau bliver der en ny museumsbutik samt værksted. På første sal gøres plads til museets administration, som i dag har til huse i den gamle Tekniske Skole ved siden af Vandtårnet.

Den nye tilbygning bliver et moderne bygningsværk i et nutidigt formsprog, men som samtidig i dimensioner og udformning relaterer og føjer sig ind i forhold til de historiske omgivelser. Facaden beklædes med naturskifer, som på smukkeste vis skal komplementere Plesners røde teglsten. Skiferen er ikke ukendt materiale i det historiske Skagen, samtidig har den mørke farve referencer til den såkaldte ”sorte periode” i byens bygningshistorie. Dertil kommer at det er et naturligt, miljøvenligt materiale, der korresponderer fint med den omgivende natur.

Museets nye hovedindgang med foyer og billetsalg placeres mellem den eksisterende Plesnerbygning og den nye tilbygning i en enkelt-etages mellembygning, der skaber overgang mellem nyt og gammelt.

Haven

Den smukke gamle museumshave med Havehuset og Krøyers atelier er en uløselig del af historien om skagensmalerne, og skal bevares bedst muligt med en ro og charme, der matcher den nuværende. Området foran museet ønskes til gengæld åbnet op for at skabe større dialog med området omkring Sct. Laurentii Vej og ned mod Brøndums Hotel, og vil dermed få en rekreativ funktion henvendt til både museets gæster og andre forbipasserende. Langs Brøndumsvej gøres der i øvrigt plads til handicapparkering, busafsætning og parkering af cykler. Øvrige parkeringsforhold tager Frederikshavn Kommune sig af.

Fakta

• Arkitekter: Friis & Moltke.

• Landskabsarkitekter: Møller og Grønborg.

• Rådgivende ingeniører: COWI.

• Frederikshavn Kommune bidrager med 5 mio. kr. Desuden støtter følgende fonde projektet:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (renovering), Augustinus Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, ENV-Fonden, Knud Højgaards Fond, Ludvig og Sara Elsass Fond (tilgængelighed), Oak Foundation Denmark, Det Obelske Familiefond og Roblon Fonden.

• Da den nuværende museumsbygning blev indviet i 1928, ejede man ca. 325 værker, i dag rummer samlingen knap 2000 værker.

• Museets nuværende magasinforhold er mildest talt kritiske. Kulturstyrelsen har stillet krav om, at magasinforholdene forbedres hurtigst muligt, hvilket derfor prioriteres højt i nærværende projekt.

• Tilgængelighed for alle er tænkt ind hele vejen – det kan være svært at opgradere en gammel bygning til de tilgængelighedskrav der stilles i dag, men det er vigtigt, at en kulturinstitution som Skagens Museum, er tilgængelig for alle.

• Skagens Museum er det femte mest besøgte kunstmuseum i Danmark, og besøges årligt af 100.000-160.000 gæster.

• Skagens Museum lægger stor vægt på formidling til børn og unge, og besøges årligt af ca. 500 skoleklasser. Bikuben, som er et lille gult bindingsværkshus, der er viet til aktiviteter for denne målgruppe, bevares som det er nu og med samme funktioner.

• Museet har to fredede bygninger: det gamle havehus, som idag er indrettet til café og forpagtes af Brøndums Hotel, og Krøyers første atelier i Skagen, det lille hvidkalkede korntørringsmagasin, hvor bla. Hip Hip Hurra er malet. Plesnerbygningen er ikke fredet, men bevaringsværdig.

 

40 kommentarer til “Museet: Finansieringen er på plads til udvidelse” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

40 kommentarer til “Museet: Finansieringen er på plads til udvidelse”

  • Indsigelsesnotat samt byrådets beslutning om museets udvidelse kan ses her:

    http://frederikshavn.instant.cohaesio.net/Byr%C3%A5det%20(2010-2013)/19-09-2012%20Referat%20af%20Referat.aspx#7

    Beslutning Frederikshavn Byråd den 19. september 2012
    Et flertal tiltræder indstillingen.
    Paul Rode Andersen (F), Søren Visti Jensen (F), Brian Pedersen (F), Christina Lykke Eriksen (F), Aino Linkhorst (F), Jens Porsborg (C) kan ikke tiltræde indstillingen, idet det arkitektoniske udtryk ikke i tilstrækkelig grad er tilpasset plesnerbygningen.

  • Andreas Andreasen

    Hvor er det ærgerligt, ja, ligefrem begrædeligt, at så saglige og velformulerede udsagn og argumenter om museets monster-udvidelse kommer på et tidspunkt, hvor løbet er kørt.

    Museets dygtige og kreative ledelse og administration, der har præsteret så mange gode udstillingsoplevelser, får sikkert et moderne og spændende interiør at boltre sig i til glæde for os alle, men – men størrelsen og det udvortes ender som en skamplet vi skal leve med.

    Måske er der håb? En sammenligning med busterminalen på Rådhuspladsen i København, der også var imod borgernes kærlighed til deres by, blev trods alt revet ned til sidst.

    Er det naivt at håbe, at det her projekt kan ende med noget smukt?

  • Thomas Gajhede Haugaard

    Nu deltager jeg ikke normalt i debatter, der ikke direkte vedkommer mig, men alligevel vil jeg komme med et indspark i forbindelse med de forestående planer for udvidelse af Skagens Museum.

    Jeg bor ikke i Skagen og kommer heller ikke fra Skagen, men er gift med en Skagbo, der er vokset op i Østerby med museet som en af de nærmeste naboer. Gennem de seneste 16 år er jeg derfor kommet i Østerby, og har oplevet og mærket den charme og autentiske stemning, der gennemsyrer ikke bare denne bydel men hele Skagen. Hyggelige, gamle og velbevarede Skagenshuse, de små stier/gader på kryds og tværs, hybenroser og huse med Plesners fingeraftryk, og ikke mindst Brøndums Hotel – alt sammen emmer af historiens vingesus, og fortæller historier fra en tid hvor store personligheder gennem deres indtryk og ikke mindst udtryk satte deres eget aftryk på denne perle på toppen af Danmark.

    Nu har naiviteten ikke helt taget over, så jeg kan også se tilbage på en på en periode på 16 år, der på godt og ondt har ændret dette idylliske billede. Alt for mange har fået lov til på bekymrende vis, at se stort på respekten for originaliteten og det oprindelige udtryk i Skagen, og en stor del af byen har fået lov til at blive renoveret eller genopbygget uden respekt for netop dét, der gør byen til den perle, den trods alt stadig er. De mange udenbys feriehusejere har klart bidraget til at holde hjulene i gang, men med en mere striks og konsekvent tilgang til bygningernes udtryk, kunne aftryk fra mange uheldige entreprenører have været udført med langt større respekt for originalitet og detaljer. Nu synes museets planer at anlægge samme perspektiv, og så sætter bekymringerne naturligt ind.

    Det synes imidlertid at være et overvejende problem, at dialogen med og om skagboerne i hele denne proces udebliver – udover de mange stemmer, der heldigvis kommer til orde gennem debatfora på internettet. Hvor er de henne og hvem har spurgt – og ikke mindst lyttet – til dem? Når alt kommer til alt, så er det jo dem der skal leve med bygningen 365 dage om året, og ikke os andre, der blot kommer til byen som gæster. Er det deres behov, at den sidste flig af parkeringspladser i Østerby nu spredes ud over de små idylliske gader, der skal føre dem til deres arbejde? Er det deres behov, at turen til bageren rundt om Brøndums Hotel nu skal gå omkring en mastodontisk sort kolos, der fjerner al fokus fra den eksisterende smukke museumsbygning? Og er det deres behov, at denne placeres netop dér, for at huse tilstrækkelige magasiner til opbevaring af malerier, der jo evt. kunne have ligget i nogle af de mange nedlagte industrifaciliteter (lidt karikeret)? Jeg tror det ikke, men nu er det jo heller ikke en lokal skagbo, der står i spidsen for museet, men det kunne klæde processen, at man lyttede mere reelt og respektfuldt til de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af andres beslutninger.

    Jeg ikke lade være med at tænke, om det ikke er på tide at lære af fortidens fejltagelser, og forsøge at anlægge en mere anstændig og ikke mindst mere ansvarlig tilgang til det arkitektoniske udtryk? Der er ingen tvivl om at byggeriet kommer, og det her læserbrev ændrer med overvejende sandsynlighed heller ikke på noget som helst. Men byg det nu med respekt for det eksisterende lokalsamfund; det skylder I! Tænk sig om man byggede udstillingslokaler til i samme stil og omfang som de eksisterende bygninger, og flyttede magasinerne til en god og sikker facilitet andet steds i byen?

    En klog skagbo lærte mig en gang for længe siden, at vi mennesker – præcis som det var tilfældet med Plesner, Brøndum og Drachmann – på baggrund af vores indtryk er med til at forme fremtiden ved at lade disse komme til udtryk gennem de aftryk vi sætter os i den tid, vi er til stede i verden. Måske skulle man lytte mere til hvad historien fortæller os, men det er nok ikke kommet med i pensum på kunsthistorikeruddannelsen…

    Men måske er det helt andre dagsordner, der er på spil her? Måske er det slet ikke skagboerne, der er i fokus, men en opbygget tradition for, at det er gæsterne, der må og skal være omdrejningspunktet, og en moderne myte om, at Skagen vil dø uden dem. Skagen skal ikke være uden gæster og vil altid være afhængig af turister på mange fronter, men byen skal forsætte med at leve med sin egen originale sjæl; den sjæl som gæsterne netop kommer for at opleve!

    Kort sagt fjerner du sjælen, så fjerner du også gæsterne, og i min optik er det netop det, man er i fuld færd med. I yderste konsekvens fjerner man også de skagboer, der rent faktisk gerne vil blive i byen, men ikke længere kan genkende deres bysamfund, og som måske ikke længere kan få råd til at etablere sig som følge af dyrt opskruede huspriser.

  • John Nebbelunde

    Man kan sikkert ikke være bekendt at spørge Friis & M om de har lyst til at lave modeller af hele foretagenet og anbringe det på et bord i hallen i Borgerservice så alle interesserede Skawboere ved selvsyn kan bese herlighederne? Nej vel?

    Men de som er særligt interesseret, kunne jo åbne Google Earth og taste Skagen.dk og ved hjælp af scrolleren lander man givetvis på Brøndumsvej med et brag, herfra kan man så gå til Street wiuw og tage en tur rundt om museet. Det lille gule bindingsværkshus der ses på øverste billede, er jo det der grænser op til blomsterforretningen “Rosenhaven” Slagter Munch er heldigvis langt udenfor skudvidde,- Prøv da at “låne” det første billede og sammenholde det med Google Earth, Da får man et indtryk af situationen. 🙂

  • Henrik kristensen

    Hvis man ulejliger sig med at gennemlæse den ret informative artikel, som danner grundlag for mange af disse betragtninger/opstød. Så burde det også dæmre at der har siddet en del folk og arbejdet grundigt på dette projekt. Det giver ihvertfald svar på mange ???? Og frustrationer som flere har nævnt. Hvis ikke SM handler, og gør noget ved magasin forhold, fremvisnings rum etc, og derved bevare de skrøbelige og uerstattelige værker i optimal kondition, så mister SM sin status som stats anerkendt museum, og der ved stats støtten – mig bekendt. Sker dette, skal SM nok nedjustere betragteligt og byen vil miste en stor del af gæsterne…….. Så jeg synes at man skal se lidt ud over egen næsetip, og glæde sig over at der rent faktisk arbejdes benhårdt på bevare og fremtidssikret sikre byens måske største attraktion. Og det af kompetente folk i vel alle kæder. Lige meget hvad man laver i et sårbart miljø, vil ikke alt kunne gøres optimalt. Eks nedrivningen af det gamle hus. Men måske en besparelse af fremtidig vedligehold hertil, vil kunne bruges til nye og endnu bedre udstillinger. Udfordringer med p pladser, kommer der nok også en løsning på når alt er kommet på plads. Det ydre !!! Mange meninger herom. Havde man lavet en kopi af den oprindelige bygning, er det jo ikke sikkert at sikkerhed, personale forhold, luft fugtighed og lign. ville kunne udføres, efter de nutildags gældende regler og lovkrav. Det er jo ikke første gang at Friis & M tegner bygninger i specielle omgivelser. Så mon ikke de har en sammenhængende og gennemtænkt ide med helheden, så hele kabalen går op. Godt nytår

  • John Nebbelunde

    Til Heine Norsk,
    Vi er som der står et sted 8000 helårsbeboere i Skagen, jeg er blot een af dem, det synes som du har adresseret din artikel til mig, men efter at ha’ finlæst på det kan jeg se, du bliver nødt til at sende den videre til vores byråd, thi jeg har absolut ingen kompetence til at fortælle byrådet eller andre hvor de bør anlægge P-pladser, de har jo også folk til? Og de er jo ikke dummere i byrådet end alle vi andre?

    Og til Jens Christian Støckler,
    Har selv haft tankerne ud ad Bøjlevej med henblik på alternativ anbringelse, der er jo masser af plads langs hele østre side, har dog intet kendskab til det såkaldte Ørkenfort.

    Og til de, der mener at det er de gule huse med røde tage og hvide stakitter turisterne går efter er der blot at sige, i turistsæsonen, når det er værst, er denne idyl typisk plastret til med parkerede biler, – man skal bo i nærheden Østerbyvej, Søndervej og mange andre småveje, for at se idyllen forsvinde?

    Mine bedste Nytårsønsker for Skagen 😉

  • Jens Christian Støckler

    Tænker på om ikke den ideelle placering af Skagens ny museums magasiner, (alt taget i betragtning) -burde være Jørn Utzons ørkenfort,,,, ? Det ville løse alle problemer vedrørende arkitektur, trafik, og parkering, samt signalere ny skagens museum på verdensplan.
    Utzons arkitektur har det nødvendige kunstneriske format til at udstille den unikke samling, og er i sig selv et atalje, til oplevelse for den kommende kunstturisme, og så ligger Utzons bygning fredsfyldt, med udsigt til den rå og maleriske natur, som vel siger alt om livsbetingelser på denne sandbanke. Jeg ved godt at man har forsøgt mange ting på ørkenfortet, men resultatet blev at denne arkitektoniske perle “forsvandt” som årene gik, -men ved at “pakke” den forsigtigt ud af naturen, kunne bygningen få den respekt, som denne “moderne Plesner” fortjener. Utzon var også et stort “legebarn” ligesom Plesner, og det som min fødeby har i så rigt mål er et sandt udbud af eventyr, som fortælles så smukt af byen, som giver ro og mulighed for en nærmest uhindret lokalhistorisk fordybelse, -især udenfor sæsonen, og selv i møgvejr, på en gåtur, sammenbindes havn, by, og strand til en flot fortælling,.-et levende maleri,,,
    Den arkitektoniske oplevelse som ligger mellem Brøndums hotel og Skagens museum bidrager i særlig grad til at opleve en “tidsmaskine”, som indledning til lokal verdenskunst,. -mangel på æstetisk overblik i denne forbindelse bliver katastrofalt, dyrt., og pinligt..
    Jeg mener derfor at den planlagte og “praktiske” tilbygning virker stressende! -og en provokation kommer selvfølgelig også langt omkring, men at skulle vende sig til den bliver trist.. vh lokal billedkunstner

  • @John Nebbelunde

    Hvor tror du en parkeringsplads nær museet kommer til at ligge? Med udvidelsen nedlægger man de eneste parkeringspladser der er til museet, og det er ikke mange. Der er vel reelt set kun følgende muligheder.

    1. I trekanten mellem Brøndumsvej – Sct. Laurentii Vej – Anchersvej. Vil kommunen “slagte” slagter Munch?

    2. I trekanten mellem Markvej – Sct. Laurentii Vej – Saxildsvej. Skal det ligge klods op ad vandtårnet.

    3. I området omkring Sct. Laurentii Vej – Saxildsvej – Drejerstien!

    4. I området mellem Anchersvej – Dapnesvej – Mendisvej. Vil kommunen anlægge parkeringsforhold tæt op ad Brøndums Hotel?

    5. I området bag museet Søndervej – Museumsstien

    Hvis man kigger på billedet øverst er der for mig at se en sti der går ned til højre om den nye bygning. Er det mon tænkt som en sti ned til parkeringspladser? Det eneste vi ved er:

    Øvrige parkeringsforhold tager Frederikshavn Kommune sig af!!!

    Jeg vil være bekymret. Der er vel lavet lokalplan, men har der også været høring?

    En anden sjov ting er bestyrelsen for Skagen Museum (taget fra Skagen Museums hjemmeside). Den består af følgende:

    Bestyrelsesformand:
    Hans Jørgen Kaptain, advokat, udpeget af Frederikshavns Byråd

    Næstformand:
    Flemming Vogdrup, cand.ling.merc., udpeget af Skagens Museums Venner

    Øvrige medlemmer:
    Karsten Ohrt, museumsdirektør, udpeget af Statens Museum for Kunst
    Christen Obel, bestyrelsesformand, udpeget af Det Obelske Familiefond
    Peter Plenge, universitetsdirektør, udpeget af Aalborg Universitet
    Per Lyngby, adm. direktør, Nordjyske Medier, udpeget af Vækstforum Nordjylland
    Mogens Brag, kulturudvalgsformand, udpeget af Frederikshavns Byråd
    Bjarne Kvist, byrådsmedlem, udpeget af Frederikshavns Byråd

    Hvor mange af de ovenstående herrer ser man i bybilledet i Skagen sådan en almindelig hverdag? Ikke ret mange, vel?

    Nåh, men det er den 23. december og julefreden sænker sig så småt over det ganske danske land, så jeg vil ønske alle fra Skagen og alle bosiddende i Skagen en rigtig god jul.

  • John Nebbelunde

    Jeg håber ikke du har ret Tina, for så skal det lille hus bag museet vel også rives ned? 90 % af skribenterne her er imod denne museumsudvidelse, men forslag til alternativ anbringelse savner jeg, – så Lene Kappelborg burde komme på banen med en plan B
    Da det er kommunen der øser penge ud, er både Sæbynitter og Frederikshavnere, med til at betale for noget de ikke får megen glæde af?
    Jeg har jo givet et bud på, at der bør være nogen transportmulighed, så en udvidelse kunne lægges andetsteds, således kunne kunsten deles op i det bestående og noget mere moderne. Altså ingen voldtægt mod Østerby.
    Glædelig Jul 😉

  • Først det lille gule hus foran Musset, det bliver revet ned, og når de må, må alle andre da også, ik`?

  • John Nebbelunde

    Tina,
    Jo vel er Skagen en hyggelig lille by, alene ordet SKAGEN er jo et “Brand” i sig selv. men nu har du gjort mig helt nervøs, når du mener de gamle gule huse forsvinder, – på hvilken måde om jeg tør spørge?

  • Hej,

    Har de fået byggetilladelse til ovenstående? Hvis ikke så håber jeg inderligt at der kommer mange indsigelser, protester mod dette byggeri.

    Det ligner meget et byggeri hvor nuværende direktører på dette museum blot ønsker at sætte deres eget mindesmærke på bekostning og uden hensyn til det omkringliggende unikke miljø.

    Hans

  • Hej Skagen

    Ingen kritik uden en løsning, jeg har et forslag/ide til byggeriet selv om det sikkert er forsent.

    Forestil jer at man førte Arkitekt Ulrik Plesners ude mærket ide forslag til en udvidelse i 1930 ud som facade, både på det gamle museums hus og det nye der ligger lidt skråt, ind imellem den gamle og nye bygning kom der et stort og flot oplyst glas indgangsparti der bandt bygningerne sammen, forenden af bygningen/bygningerne ud til Sct. Laurentii vej kunne man sætte store Panserglas partier op der vil åbne museet op både indefra og udefra.

    Den nuværende indgang til museet skulle bygges om så man førte det tilbage som det var engang med P.S. Krøyers store atelier vindue og gjorde det til hans museum, for det bliver vist aldrig til noget at Krøyers hus i Skagen bliver åbnet op for menig mand, man kunne så samle så mange af Krøyers ting som det var muligt i Ateliet, det vil virke godt med den gamle Spisesal fra Brøndums hotel lige op til.

    Det kunne det være rigtig godt hvis museet valgte at vise nutidens og senere fremtidens Skagenkunst i form at Skagenmalerier m.m.

    En af de ting der skuffede mig første gang jeg besøgte Skagen og museet i 2003 var at der ikke var nogen kunst at se/opleve på museet efter de gamle Skagensmalere, det ved jeg nu er en beslutning museet har taget, men det behøver man jo ikke at være enig med i er en rigtigbeslutning, jeg syntes det er vigtigt at følge med tiden for det fortjener Skagen og smagsdommere det er vi jo alle.

    Jeg husker at jeg for en del år siden var til et foredrag på Statens Museum for Kunst sammen med den daværende museums direktør Alice Helleland og her var der en tilhøre det spurgte, hvorfor har museet ikke noget med særligt med Asger Jorn og hun fortalte at dengang Asger Jorn var på sit højeste da havde SMFK en direktør, husker desværre ikke navnet, han kunne ikke lide Jorns malerier og idag er Jorns malerier de dyreste i pris Danmark har set og det jeg vil sige med det er at alt kunst har sin berettigelse, det er bare et spørgsmål om vision og mod.

    I respekt for de gamle Skagensmalere.
    Den 20. Oktober 1908 samledes i Brøndums maleri sal turistforeningens bestyrelse med kunstnere og venner af disse, og Skagens Museum blev stiftet.
    Den første bestyrelse blev valgt, og en fundats forelagt. Husets formål nævnes i paragraf 5 i denne fundats og lyder således.
    Museets formål er at samle og opbevare sådanne kunstværker, det være sig malerier, tegninger, billedhuggerarbejder eller andre kunstneriske frembringelser, som efter bestyrelsens skøn anses for at have en sådan værdi, at de bør opbevares, dog hovedsalig kunstværker frembragt af Skagenkunstnere, eller arbejder med motiv hentet fra Skagen.
    Foruden ovennævnte kunstværker kunne også genstande, hvortil der knytter sig minder om Skagenskunstnere være at samle og opbevare. I et tillæg, punkt fem, fastsættes, at det skal være af bestyrelsens foreløbige formål at søge tilvejebragt en egen museumsbygning.
    Fundats og tillæg er underskrevet af museets første bestyrelse:
    Michael Ancher, C.D. Brøndum, V. Chr. Klæbel, P.S. Krøyer og L. Tuxen.
    Dette fundats er hentet fra bogen:
    Mennesker og kunst på Skagen
    Skrevet af V. Chr. Klæbel.

    Så kære alle med tilknytning til Skagen, dette indslag er skrevet med et glimt i øjet og et håb om en skøn fornyelse.

    🙂 🙂 🙂

  • @Ledif

    “En bygning behøver altså ikke være kalket gul, have rødt tegltag, og være udstyret med hvidt spolestakit for at passe ind i Skagens bybillede”

    JO, lige nøjagtigt. Du har helt og aldeles og totalt misforstået hvorfor turister bl.a. kommer til Skagen. Derfor!!!!

    @Annalise Nymand

    “hold snitterne fra Skolemarken”!

    Ja selvfølgelig. Du har ret! Som andre skriver er der flere muligheder for at lave et museum udelukkende for Krøyers malerier, f.eks. på Hedeboskolen eller det tidligere rådhus, men dér må man vel ikke sætte noget på væggene, har jeg hørt. Er det fordi det er fredet eller fordi det “kun” er bevaringsværdigt? Hvis det sidste, er der vel ingen grund til ikke at sætte malerier op der, og parkeringsmuligheder er der masser af.

    Et museum kun for Krøyers billeder finder jeg den bedste løsning. Han er kendt i den store verden og vil tiltrække turister i hobetal, som det også er nu.

    Jeg håber vitterligt alle skawboer vil stille sig på bagbenene mod det projekt, der her er stillet i udsigt.

  • Til John Nebbelunde: Undskyld jeg ikke fik uddybet det, de kommer, efter min mening, fordi vores by er hyggelig med alle de gamle gule huse, som snart ikke er der mere. Jeg har vist ikke talt om “tøj”

  • John Nebbelunde

    Plesner mig her og Plesner mig der, det var dengang Skagen tilsyneladende kun havde een arkitekt? Udover at se fremad, er jeg skam også i stand til at vurdere objektivt på det der er og det der vil komme. En første tanke var ,at det er næsten fuldbyrdet voldtægt mod Østerby, – en bygning der måske havde gjort sig bedre i nærheden af den ny Skipperskole.
    Jeg vil da også gerne spørge dig TINA, hvad tror du selv turisterne kommer hertil efter? Det er muligt at danske og nordiske turister gerne shopper i denne lille by, men jeg tvivler på Krydstogt turisterne har tid til at kigge på “tøj” – dels koster det at have damperen liggende i havn, og dels vil disse sikkert have en forventning om “smæk for skillingerne” hvilket et flot museum sagtens kan byde på, her mener jeg selvfølgelig malerierne.
    Til arkitekterne der er skyld i det store øverste billede af modellen, vil jeg nok sige -det er en ommer! fordi almindelige mennesker kommer jo aldrig til at se bygningen fra denne vinkel, at se taget oppe fra?
    Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg tro det var en ny rejefabrik man bare lige smed der.
    Jeg husker ikke rigtigt om det var Bjarne Kvist der mente at Skagen turistmæssigt er en guldfugl? Men gid det var så vel, at Skagen var sig selv igen, – da kunne meget sikkert klares med turismen og fiskeriet? 😉

  • annalise Nymand

    De kloge argumenter for “monsteret” er uhyrlige:

    At dimensioner og udformning relaterer og føjer sig ind i de historiske omgivelser er noget vrøvl.

    Referencen til den “sorte periode” passer ironisk nok udmærket til dengang Skagen byggede af nød og var fattig og forarmet.

    At haven skal skabe større dialog med Sct. Laurentii Vej er også noget vrøvl – “dialog” betyder samtale mellem mennesker.
    P.S. angående parkering – – “hold snitterne fra Skolemarken”!

  • Pernille Sparsø

    Finansieringen er på plads. Hvad med af finansiering af driften fremover?

  • Jørgen Carlsen

    Hold da kæft hvor er det grimt. I har da snart ødelagt den by

  • axel christensen

    Hvordan kunne dette få gennemslag? ? Grønt lys for noget aldeles stort stygt monsterbyg i Skagens allerhelligste” bevaringsverdige miljø. Om denne kasse” opføres blir parolen: Brøndums før og efter” raseringen i 2014,.. Hvorfor dette??? Axel. /tidl.skawbo…/Norge.

  • John Nebbelunde

    Man behøver ikke at være skagbo for at kunne vurdere skønhed eller ej – det er vist en smagssag, men bare rolig alle sammen – om 10 år har de fleste nok vænnet sig til disse bygninger, som med så meget andet.
    Og så må man ikke glemme,at det sikkert falder godt i tråd med en udvidet havn hvor luksusturisterne herefter får tilgodeset kravet om noget for øjnene, blidt transporteret dertil af lydløse eldrevne (vindkraft sponsoreret) småbusser, som vi almindelige herboende vel nok også får lidt gavn fremover why not?
    En lige ud tak, som man sagde i Københavnstrup i gamle dage 😉

  • Hvor er Per Kempf i den her sag? Medlemmerne af venne klubben burde protestere. Men det hele er vel for sent nu.

  • claus vede andersen

    Nu vil jeg ikke tage stilling til om det nye byggeri er pænt eller ej,men bare sige at det må da være utroligt pratisk.
    Men jeg begriber da ikke at man ikke kan bruge nogle af alle de tomme bygninger der er i byen, der må da være nogle af dem der har en væg der kan hænge billeder på ,feks. Hedebo skolen,der er både parkering og lagerplads i store mængder.Men der er jo sikkert ikke nok prestige i sådan et projekt.

    Glædelig jul

  • Tænker de slet ikke på hvorfor turisterne kommer til Skagen??? Det der “skrummel” af en tilbygning, hører ikke hjemme i Skagen.
    Jeg forstår slet ikke hvordan det er gået igennem, ikke nok med det ligner noget man ser i alle andre byer, men at de også får lov til at rive det lille hus ned der ligger foran, er mig helt uforståligt?? Det hus var bevaringsværdigt?? Vi har også et hus der er bevaringsværdigt, og vi må ikke ingenting??
    Kommer det an på hvem man er i denne kommune, det er jo skræmmende.

  • Der er åbenbart nogen, der vil, at Skagen skal ligne alle andre byer – hvorfor? Den særlige arkitektur og stemning, der kun findes i Skagen, er på vej til at forsvinde. Det er en katastrofe og forhåbentlig bare en ond drøm.

  • Stort tillykke til Skagen museum og Skagen. Jeg forstår bare ikke at denne byggestil kan blive vedtaget – bevar den fantastiske charme som det oprindelige museum og Skagen by har!

  • Øv. Man havde jo håbet, at der ikke blev penge til dette misfoster.
    Med så mange tomme kommunale bygninger i Skagen kunne man vel finde egnede lokaler til magasinerne og så bruge pengene til renovering af de eksisterende bygninger og istandsættelse af de gamle magasiner til udstilling.
    Skagen bliver snart så kedelig og almindelig, at ingen turister gider tage helt herop – og så har vi jo alligevel ikke brug for en udvidelse af museet.

    God jul til alle, såmænd også til dem, der har været med til at træffe denne katastrofale beslutning.
    MP

  • Hans Jensen & Paul Wenzel, kom nu ind i kampen. En bygning behøver altså ikke være kalket gul, have rødt tegltag, og være udstyret med hvidt spolestakit for at passe ind i Skagens bybillede 😉

    Glædelig jul

  • Tillykke til Skagen og Skagen Museum. Flot arbejde af de professionelle mennesker på Skagen Museum. Imponerende forarbejde I har lavet, for at realisere dette projekt.
    Fantastisk at man kan få et nutidigt og tidssvarende museum, som kan beskrive historien og fortiden på allersmukkeste vis. 🙂

    God jul til alle involverede.

    Jesper

  • Det er rystende!! Jeg er rystet!!

    Det er rystende at folk som Kurt Kirkedal Jensen, en “gammel Skawbo”, kan acceptere at en bygning som denne skal skæmme Skagen. Hvordan kan man med god ret bifalde en “klods” af den størrelse og udseende? I fremskridtets navn, vil det nok lyde. Jo tak, men hvis det er fremskridt, hvorfor jævner man så ikke Plesnerbygningen samtidigt med og laver det hele i samme arkitektoniske stil, for som der står ovenfor: “gulvene er slidt ned, væggene gennemhullede efter mange års ophængninger”? Plesnerbygning er jo ikke fredet, men kun bevaringsværdig.

    Det leder mig videre til det næste. Jeg er rystet!! I fremskridtets navn vil man jævne Brøndumsvej 2 med jorden. Huset er et gammelt Skagenshus, godt nok renoveret ad flere omgange, men fremstår næsten som man husker et Skagenshus. Som Plesnerbygningen er huset ikke fredet, men kun bevaringsværdigt (!!!), og alligevel finder man det acceptabelt at rive det ned. Synd min gamle far på 85 skal opleve sit barndomshjem blive jævnet med jorden, og resten af familien se minder forsvinde for en gravkos kløer.

    Hvad bliver det næste? Bemærk at der til sidst i ovenstående står følgende: “Øvrige parkeringsforhold tager Frederikshavn Kommune sig af.” Gad vide om andre omkringliggende bevaringsværdige bygninger i fremskridtets navn i fremtiden må lade livet til fordel for parkeringspladser? Det vil blive rigtig hyggeligt at gå i kvarteret omkring museet fremover. Med et moderne udtryk siger jeg bare: LOL.

    Alternativt forslag. Byg et nyt museum forbeholdt Krøyers malerier enten hvor politibygningen ligger (uden at ødelægge kvarteret, selvfølgelig (den var til dig Sehested)) eller byg på idrætspladsen ved Kappelborgskolen. Det vil give dobbelte entreindtægter. Smart, ikk’?

    Venligst og en rigtig god jul til alle Skawboer (med streg under Skawboer!)

    Heine Norsk

  • Tillykke. Vi glæder os til gensynet med det nye Skagens Museum.
    Glædelig jul
    Vivian og Svend Erik Floor

  • I guder en grim bygning.

  • Forhåbentlig bliver den aldrig til noget, gud forbyde det.

    Hvad med parkeringsproblemet? er det afklaret?
    Man kunne godt lave magasiner i kælderen, men ikke parkering?
    Ulrick Plesner ville vende sig i sin grav, hvis han vidste hvad man har gang i.
    Helt sikkert arkitekten der har skrevet de rosende ord, ingen andre kunne vel finde på det.
    Så skal der jo nok ansættes en 3-4 nye “direktører” til at administrere denne “bunker”
    Økonomien holder selvfølgelig heller ikke, så skulle det da være første gang.
    Og det hele overholder naturligvis BR2020 kravene, som energirigtigt byggeri.

  • axel christensen

    Nej, Nej, atter Nej : Hvordan kan de “folkevalgte” politikere,komiterer, styrende, få gennemslag for sådan “helligbrøde” af et monsterbyg midt-op-i det mest værdifulde oprindelige Skagen??? Dette bryder Aldeles med det kjære vante miljø ved Brøndum. Lyt dog på Borgere. Trist dette. Plasser “kasserne” langt ude ved Nordstrand./nedtur.

  • Synd at placere sådan en stor “moderne klods” i den gamle smukke bydel, Østerby. Kan der ikke laves en tilbygning i den samme stil som den eksisterende museumsbygning???

  • Hvorfor så mange negative indslag i forbindelse med den nye tilbygning, ingen havde vel tænkt sig at der skulle bygges et “lille hyggeligt fiskerhus”.
    Kære venner vi lever i et nyt årtusinde og må se i øjnene at uanset hvad der var blevet godkendt som tilbygning ville der altid være for og imod, det er vel set fra museets side vigtigt at få de omgivelser der passer til det behov mand har nu og i fremtiden.
    Så glæd jer alle sammen, vi får et meget mere tidssvarende museum hvor vi kan se alle de pragtfulde malerrier der har været gemt væk i magasinerne, og tænk på alle de turister der sikkert har besøgt museet, de vil valfarte hertil igen for at se alt det nye, så inden vi ser os om kommer der sikkert mellem 2 og 250.000 tusinde.

    Med ønske om en god jul til Jer alle.
    Birger T.

  • Kurt kirkedal Jensen

    Kæmpe stort tillykke til museet og til Skagen . Det er godt gået og en god julegave til vort lokalsamfund.
    Glædelig jul
    Kurt

  • Selv om jeg gerne vil være positiv, så er det i sandhed ikke kønt at se på oppefra, desværre.

    Men god jul til alle i Skagen. 🙂

  • Kønt ser det ikke ud – hvem har skrevet de rosende ord om udseende – arkitekten?

  • Undskyld mig men har de fået tilladelse til en sådan grim tilbygning?

    Godt nok noget mest tåbelige bygning det på ingen måde passer ind i miljøet omkring Østerby.

    Hans

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Museet: Finansieringen er på plads til udvidelse' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger