
Aalbæk Sjøws 6 skuespillere er gået i skarp træning, taget 3D briller på og placeret sig i bredformat i biografen Palads i Frederikshavn. Bagerst Erik Olsen. Fra venstre ses Lisbet Lykkegaard, Bill Berg, Anna Marie T. Pedersen, Bjørn M. Nielsen og forrest Dorthe Pedersen. Foto: Michael Mogensbæk.
Aalbæk Sjøw tager pulsen på dagens Danmark i bredformat
12. januar 2014 - kl. 6:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Over 1200 har allerede bestilt billetter til revyen.
Med knap 2 måneder til premieren torsdag 6. marts på Aalbæk Sjøw 2014 på Skagen Strand i Hulsig, har billetsalget for længst passeret de 1000 solgte billetter.
I skrivende stund har godt 1200 bestilt billetter og som sædvanlig er den sidste lørdag 15. marts udsolgt, samt få billetter tilbage til premieren. Der er stadig ledige pladser til 7., 8., 13. og 14. marts.
Revyen har denne gang solgt en ekstra forestilling onsdag 12. marts til Frederikshavn kommunes personaleafdeling. Så Aalbæk Sjøw bliver for første gang opført med 7 forestillinger, imod tidligere 6.
Billetbestillingen er i fuld gang online på revyens hjemmeside – www.aalbaeksjoew.dk. Mandag 3. februar åbnes revyens telefon for billetsalg.
Danmarks bedste revyforfattere er med igen
I efteråret har skuespillerne og tekstforfatterne været i gang med at finde teksterne til årets revy. Blandt tekstforfatterne gemmer sig revyens faste professionelle leverandører og nogle af danmarks bedste revyforfattere som Leif Maibom, Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang og som ny er det lykkedes, at få tekster fra skuespilleren Flemming Jensen.
En tekstforfatter der matcher, er Kjeld Torbjørn fra Nordjylland, der med sine skæve vinkler på mange emner har leveret 8 tekster til Aalbæk Sjøw – nogle endda skrevet direkte til revyen.
Desuden har revyens eget tekst-team Poul Bernth, Grete Ehrenreich, Søren Hjortnæs og revyens skuespillere sat sit præg på nogle af teksterne.
Aalbæk Sjøw tager pulsen på dagens Danmark
Hvad kan publikum så forvente at se på scenen i 2014. Da Aalbæk Sjøw er en almen revy dækker det emner, der rører sig i dagens Danmark. Emner der også kan ses som små selvstændige film (i bredformat).
Der er tekster om tidens store dille fitness, dating på god gammeldags facon, verdens lykkeligste folk, 3 kvindelige partiledere på podiet og så kan revyen ikke komme uden om Dronningens besøg i Skagen sidste år – en speciel oplevelse og overraskelse venter her publikummet.
Er Hardy og Hjalmar ikke med? Joda, selvfølgelig – og hvem møder Hjalmar så på bænki i 2014? Danske filmmelodier går heller ikke ram forbi i skønne toner spredt ud over revyen.
Alt det og meget mere i revyen serveret i 30 numre i højt tempo med crazy-komik, sketch, monologer, sang og musik.
Skuespillerne I gang og nye på holdet bag revyen
Lige nu er skuespillerne, musikerne m.m. i fuld gang med at øve nummerne i Aalbæk Kulturhus. Teksterne skal sidde på rygraden inden skuespilleren og instruktør Jan Hertz kommer og coacher alle numrene i starten af februar.
Der er kommet en del nye kræfter i holdet bag revyen bl.a. er Stephanie og Pernille fra Tryllespejlet i Aalbæk hoppet ind og skal sørge for at der bliver sat hår og lagt sminke. Ligeledes nye på posterne, sufflør, syerske, tæppe, hygge- og madmor.
Revybal med HotShot
For første gang kan revyen præsenterer duo´en HotShot, som spiller til revybal efter revyen. HotShot består af 2 velspillende musikere, som har over 20 år på bagen.
Repertoiret spænder vidt fra John Mogensen klassikere over Bamses Venner, Kim Larsen, Lars Lilholt, Big Fat Snake o.s.v. til de sidste nye hits, samt 50´er og 60´er hits. HotShot spiller op til bal de 2 fredage og lørdage lige efter revyen.
På gensyn på Hotel og Feriecenter Skagen Strand i Hulsig til Aalbæk Sjøw 2014
6., 7., 8,. 13,. 14. og 15. marts
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalbæk Sjøw tager pulsen på dagens Danmark i bredformat' til en bekendt