
Den gode historie
16. februar 2014 - kl. 7:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I Center for Sundhed og Ældre, hvor de tilbyder ydelser som hjemmehjælp, hjemmesygepleje, træning og sundhedstilbud, har de igangsat en STAFET, hvor de sætter fokus på DEN GODE HISTORIE, i det daglige møde med borgerne, lige fra Skagen i nord, til Østervrå i den sydlige del af kommunen.
Denne uge er det en borger der kommer på Sundhedscentret i Skagen der fortæller om sine oplevelser:
Benny Larsen har tilknytning til Skagen sundhedscenter, og han vil gerne fortælle den gode historie om, hvordan han er kommet videre i sit liv efter at have mistet sin kone, fået to ballonudvidelser og diagnosticeret med diabetes 2.
Benny Larsen fik for nogle år siden diagnosticeret diabetes 2. Han boede på det tidspunkt i Sæby og havde kort forinden mistet sin kone på grund af kræft. Benny kontaktede Sundhedscenter Frederikshavn, hvor han startede hos en diætist. Han fik også en tid hos en sygeplejerske i Skagen, da han i mellemtiden var flyttet til Ålbæk. Benny startede hos diætisten, som lærte ham vigtigheden af kosten, og samtidig gik han til træning i Skagen sundhedscenter. Benny udtaler: ”Det er utroligt, hvad sådan en bette pige kan få sådan nogle som os til at gøre”.
Da Benny startede hos sygeplejersken, var han stadig meget påvirket af at have mistet sin kone. Det var nødvendigt at bearbejde dette, før Benny kunne sætte sig andre mål om kost, motion m.m. Benny blev meget glad for at komme i Skagen sundhedscenter. ”Personalet er altid smilende og flinke, og det er lige fra rengøringsassistenten til sygeplejerskerne. Man får altid venlige ord med på vejen uanset hvem man er”.
I dag er Benny på efterløn efter at have fået 2 ballonudvidelser, og så har han købt sig en REDNINGSHUND. Ikke en hund, der skal løbe rundt i murebrokker, men en hund, der skal være med til at redde ham. En hund, som får ham op om morgenen, og får ham ud at gå nogle lange ture. Førhen kunne det knibe for Benny at gå 10.000 skridt om dagen, men nu er han oppe at gå 15.000-20.000 skridt. Han har fået sig en god ven. En ven, som altid er glad og oplagt til, at der skal ske noget. Befinder man sig i en lignende situation, vil Benny opfordre til at anskaffe sig en hund, eller måske låner naboens, så man kan komme ud at gå nogle lange ture. Ensomheden er gledet bort. Det, at have mistet sin kone, er ikke noget Benny kommer sig over, men han er kommet videre.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den gode historie' til en bekendt