
Hvem er skarpest ?
16. marts 2014 - kl. 7:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hvem skrev Den Kroniske Uskyld? Hvor foregår Søkongen? Hvad handler Fanny Hill om?
Der kan stilles masser af kække spørgsmål om litteratur, og det vil ske søndag den 30. marts, hvor Skagen Litteratur Festival indbyder til LITTERATUR QUIZ på Kappelborg.
Selve Litteraturfestivalen finder først sted til september i uge 38, men allerede nu varmer man op med en rask gang LITTERATUR QUIZ.
Her kan alle være med og få testet sin viden om bøger og forfattere.
Der er både lette og svære spørgsmål, og man dyster i hold på max. 5 personer. Det vil være helt oplagt for en læsekreds at stille med et hold til denne lille litterære spøg, men alle grupper og konstellationer er velkomne. Alt er fuldstændig afslappet og fornøjeligt – men din viden om litteratur bliver med garanti forstørret.
Kom på Kappelborg til en skæg og underholdende gætteleg. Det koster 25 kr at være med, men så er der også fine præmier undervejs.
LITTERATUR QUIZ rummer adskillige bonusrunder, og man har mulighed for at stryge den store præmiepulje til sidst. Det er Maria Groes Eldh fra Turisthus Nord, der står for løjerne. Der er ingen tilmelding – bare mød op i SALEN søndag kl. 15. Skagen Litteraturfestival giver kaffen, og eftermiddagsbaren er åben.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvem er skarpest ?' til en bekendt