
Kop & Kande Skagen hjælper børn på Julemærkehjem
18. marts 2014 - kl. 7:59 - af Finn Egelund Pedersen
Hos Kop & Kande Skagen varmer julelysene stadig, selvom det er blevet forår, og det er der en god grund til. Forretningen har nemlig sammen med sine søsterbutikker samlet mere end en halv million kroner til Julemærkefonden og dermed gjort det muligt for næsten 10 børn mere at bryde en ond cirkel og få en ny start på et Julemærkehjem.
Julens velgørende kampagne til fordel for Julemærkefonden har tændt julelysene hos medarbejderne i Kop & Kande Skagen.
– Vi er så stolte af, at vi kan være med til at overrække dette fantastiske beløb til så god en sag. Børn, der har det svært, har brug for hjælp til at starte på en frisk, og det er vi sikre på, at de kan få mulighed for på et Julemærkehjem, siger den daglige leder Anne Mette Nielsen
Isenkram med stort KRAM
De mange penge er blevet samlet ind i alle landets Kop & Kande-butikker i løbet af efteråret og julemåneden gennem godt kram, som butikkerne har bestilt hjem.
– Vi ville have så mange penge til projektet som muligt, da vi alle var enige om, at det var en god sag at kæmpe for, og vores kunder har været enige. For hvert julekort, Rikki-Tikki-nissepar, Julemærke og kalenderlys, vi har rakt over disken, har vi doneret et beløb til Julemærkefonden, og det har ikke været i småtingsafdelingen, vores kunder har købt ind. Vi er glade for, at vi både har kunnet sælge godt kram, der har vakt glæde i vores kunders hjem og samtidig stor glæde hos Julemærkefonden.
Også hos Julemærkefonden er man sikker på, at kunderne er en vigtig brik i spillet.
– Det er afgjort, at kunderne har en unik betydning for, at vi i samarbejde med Kop & Kande kan samle så mange penge ind. Kunderne er virkelig blevet opmærksomme på, at de kan være med til at gøre en forskel for de mange børn, og det er vi meget glade for, siger direktør Søren Ravn Jensen.
Direktør er taknemmelig for indsats
I det hele taget er det en meget taknemmelig direktør, der sidder i Julemærkefonden. Han synes, at Kop & Kande-samarbejdet er fantastisk.
– Jeg kan roligt sige, at vi alle her hos Julemærkefonden er meget glade for Kop & Kandes generøse check og store indsats. Det er så fantastisk. Fonden vokser i det inspirerende samarbejde, vi har indgået med alle landets butikker, og hver butik har vist stor sympati for Julemærkehjemmene og viljestyrke til at kæmpe for vores værdier. Det gør en verden til forskel for de børn, der ønsker at bryde en ond cirkel og få hjælp af vores hjem til en positiv livsstil, siger Julemærkefondens direktør Søren Ravn Jensen.
Kop & Kandes samarbejde med Julemærkefonden er kommet godt fra start, og det bliver spændende at se, hvor stor en sum Kop & Kande kan bidrage med til næste jul.
Fakta om Julemærkehjemmene
Hvert år hjælper de fire Julemærkehjem i Danmark ca. 750 børn til et sundere og gladere liv med nye vaner og sociale kompetencer. Dog er behovet for hjælp meget større, og Julemærkefonden har lange ventelister med mere end 500 drenge og piger, der må vente op til 15 måneder på at få en plads på et hjem.
Fakta om Kop & Kande – isenkræmmere der kan sit kram
Kop & Kande består i dag af 95 forretninger over hele landet og har ca. 400 faguddannede medarbejdere, der står klar bag disken til at råde og vejlede kunden i den lokale butik. Tilbage i 1978 stiftede 54 selvstændige isenkræmmere en indkøbsforening, som i 1984 blev til Kop & Kande.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kop & Kande Skagen hjælper børn på Julemærkehjem' til en bekendt