Mange spritulykker sker om sommeren

Mange spritulykker sker om sommeren

14. juni 2014 - kl. 8:27 - af

Der sker mange spritulykker om sommeren. Derfor er 68 kommuner med i en landsdækkende kampagne mod spritkørsel. Den skal få flere til at droppe alkohol, hvis de skal køre hjem efter en fest eller middag.

Når du skal ud til en middag, festlig aften eller grillmiddag, så er det vigtigt at have aftalt på forhånd, hvem der kører hjem.

I løbet af juni måned vil bilister her i kommunen og i resten af landet møde omkring 3000 plakater langs vejene, hvor der står enten ”Hvem kører hjem?” eller ”Kom sikkert hjem”.

Når først der er taget hul på en øl eller flaske vin, kan det være svært at holde styr på, hvor meget man har fået at drikke, og hvor lang tid der faktisk går, før man er ædru nok til at køre.

– Sommeren er en dejlig tid, hvor der er mange sommerfester, festivaler, Sankt Hans-fester og grillaftener, hvor folk får noget at drikke. For at undgå at festen ender med en trafikulykke, så er det vigtigt, at vi alle bliver bedre til at aftale, hvem der skal køre hjem eller gribe ind, hvis en beruset person vil sætte sig bag rattet, siger Trafiksikkerhedsudvalget i Frederikshavn kommune.

Foruden 68 kommuner bakker Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og politiet op om kampagnen mod spritkørsel. I løbet af juni sætter politiet ind med ekstra spritkontroller, så vejene bliver mere sikre for os alle.

Drinks uden sprut – kan man det?

Hvis du har gæster, der skal køre hjem, så er det en hjælp at servere lækre drikke for dem uden alkohol for eksempel en såkaldt mocktail. På den måde vil de stadig kunne føle sig som en del af festen og skåle med og i mindre grad blive fristet til at drikke alkohol.

– Når folk er til en middag eller fest, så drikker de ofte alkohol, fordi de vil være med i festen og oplever, at det forventes af dem. Det kan være et problem, hvis de er i bil. Derfor hjælper du dine gæster ved at servere velsmagende drikke uden alkohol, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Dansk Bartender Laug har lavet flere opskrifter på alkohofri drinks for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Find opskrifterne her: www.facebook.com/stopspritkoersel

På Facebook-siden kan du desuden blande dig i debatten med de 145.000 andre, der allerede støtter kampen mod spritkørsel.

Fakta:

◾96 % af danskerne tager afstand fra spritkørsel.

◾Antallet af spritbilister på vejene er halveret fra 1980´erne til i dag.

◾Der kører dog stadig cirka 10.000 spritbilister på vejene hver dag.

◾9 ud af 10 spritbilister er mænd.

◾Spritulykker sker oftest i aften- og nattetimerne fredag, lørdag og søndag.

◾Der sker flest spritulykker på landet.

◾Det er typisk biler eller knallerter, der er involveret i spritulykker.

 

Sådan forhindrer du spritkørsel:

◾Aftal allerede før festen starter, hvem der kører hjem.

◾Servér spændende drinks uden alkohol til dem, der skal køre.

◾Tilbyd overnatning på forhånd eller arranger transport til gæsterne.

 

Sådan stopper du din fulde ven i at sætte sig bag rattet

◾Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører.

◾Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne.

◾Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden.

◾Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen.

◾Tilbyd overnatning.

◾Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.

◾Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Mange spritulykker sker om sommeren' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger