
Foto: Kim Wendt. D.A.D er hovednavnet ved koncerten.
Skagen Koncerten har fået hovedsponsor
26. juni 2014 - kl. 10:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nord støtter Skagen Koncerten, og som hovedsponsor for det nye tiltag i byen, er banken med til at sikre grundlaget for den største live koncert i Skagen nogensinde.
Med Spar Nords hovedsponsorat af Skagen Koncerten er fundamentet sikret for det, der bliver Skagens største live koncert nogensinde.
Programmet for koncerten byder på nogle af de største danske kunstnere som Medina, Christopher Tøsedrengene og D-A-D og vil med stor sandsynlighed kunne trække et stort publikum til byen.
– Vi vil gerne bakke op om initiativer, der kan trække folk til Skagen – og det gælder både i og uden for sæsonen, siger direktør i Spar Nord Skagen Morten Kock og fortsætter:
– Det her er et nyt, spændende arrangement i en skala, der kan tiltrække sig opmærksomhed og besøgende, og det fortjener en chance og økonomisk opbakning.
Opbakningen vækker glæde
Hos arrangørerne bag Skagen Koncerten vækker den økonomiske opbakning stor glæde.
– For at koncerten skal blive en succes og en fast tradition i byen, er det nødvendigt med opbakning fra det lokale erhvervsliv. Så derfor er vi meget tilfredse med aftalen og utrolig glade for, at Spar Nord har valgt at støtte op om koncerten, siger arrangøren bag Skagen Koncerten Jonas Mikkelsen.
Skagen Koncerten finder sted den 25. juli og billetter kan købes i Spar Nords afdelinger i Skagen, Frederikshavn, Brønderslev, Sæby og Hjørring.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Koncerten har fået hovedsponsor' til en bekendt