
Spirende skagensmalere på malerskolen
27. juni 2014 - kl. 7:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Børn i alderen 7-14 år kan igen i år blive spirende skagensmalere hen over sommeren. På Skagens Museums malerskole er der sjove aktiviteter alle hverdage fra den 30. juni til 8. august mellem kl. 10.15-12.00 – samt i uge 29+30 også fra kl. 13.15-15. Vi skal ud og dufte, kigge, sanse og opleve de motiver, som skagensmalerne yndede at male, før man i samlet flok går over i Michael Anchers gamle atelier og maler.
Hver dag er det nye motiver, som vi sætter fokus på. Alle onsdage fx med leveringer af friske fisk af Jan Nielsen fra Wittrup Fiskeeksport, som der kan røres ved og duftes til, så vi kommer i den helt rigtige stemning til at male de våde fisk. Torsdage kigger vi på Laurits Tuxens havemalerier og det helt unikke lys, som han er kendt for i sine billeder.
Hvis vejret er godt maler vi blomster i haven og hvis ikke plukker vi nogle og tager dem med ind i atelieret. Undervejs lærer vi om fx akvareller og om at blande farver. Alle billeder bliver indrammet i en smuk guldramme.
Du kan læse mere om programmet og de forskellige temaer på www.skagensmuseum.dk.
Tilmelding er obligatorisk, tlf. 9844 6444, mandag til fredag kl. 9.00 og 15.00.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spirende skagensmalere på malerskolen' til en bekendt