
Balancekunst på Grenen Kunstmuseum
2. juli 2014 - kl. 8:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En af livets første og største udfordringer er at holde balancen. Først skal vi lære at kravle og sidenhen gå. Senere skal vi lære den til tider hårfine balance imellem godt og ondt – og til sidst liv og død. I mellemtiden skal vi balancere igennem hele livet og gøre vores bedste, for at træffe de rigtige valg. De valg, som er rigtige både for os selv og for vores medmennesker.Nogle gange falder vi og slår os – hårdt, og kunsten er at rejse sig igen og ikke give op.
Billedkunstner Anne Juul Christophersen har siden sin udstillingsdebut i 2007 i galleriet Copenhart i Valby,
studeret balance som begreb. Dengang med klare og stærke budskaber som f.eks. i værket ”Nothing is Black or White”, og i dag i mere filosoferende penselstrøg, som f.eks. i værket ”Det er svært at holde balancen, når opmærksomheden har vinger”.
Tidligt møde med forgængeligheden
Det er ikke et tilfælde at netop det tema er at finde i Annes værker:
”Jeg har meget tidligt i mit liv haft oplevelser, som tvang mig til at tænke meget alvorligt over livet. Efter lang tids alvorlig sygdom, gik min far bort, da jeg var ung, og jeg var sammen med ham, da det skete. Det var mig, der ringede 112 og det var en ubeskriveligt hård erkendelse, da det gik op for mig, at jeg intet kunne stille op.”
Sådan fortæller Anne om sit alt for tidlige møde med forgængeligheden og tilføjer:
”Da gik det op for mig, hvor skrøbelige vi er og hvor vigtigt det er, at vi husker at leve det liv, vi har fået. Vi lever ikke evigt og det synes jeg er vigtigt, at vi husker på, så vi ikke bruger vores tid forkert. Samtidig skal vi jo ikke gå rundt og være bange for at dø, – det ville jo være spild af tid. Det er en hårfin balance, som med alt andet her i livet.
At balancere på en knivsæg
Følelsen af at balancere på en knivsæg kender vi alle fra situationer i vores liv, når vigtige beslutninger skal træffes. Ingen af os kan på forhånd vide, om vi vælger rigtigt eller forkert. Til gengæld kan vi alle træffe den beslutning, at uanset hvad vi vælger, så får vi det bedste ud af det. Vi kan ikke gå tilbage og ændre et valg, vi allerede har truffet og det kan ikke svare sig at bruge tid på at ærgre sig.
Et udvalg af Anne Juul Christophersens tankevækkende værker kan opleves i udstillingen ”Det er svært at holde balancen, når opmærksomheden har vinger” på Grenen Kunstmuseum/Gallerie Rasmus, Skagen fra d. 9. juli.
På åbningsdagen d. 9. juli vil kunstneren selv vil være til stede og om aftenen underholder chefen for Den Fynske Opera Jesper Buhl og den fremragende pianist Hanne Bramsen Buhl i museets smukke omgivelser.

_1.jpg)














Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Balancekunst på Grenen Kunstmuseum' til en bekendt