
Verdenballet brillerede ved Den tilsandede Kirke
16. juli 2014 - kl. 13:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Det er den bedste forestilling med Verdensballetten vi endnu har set” – sådan lød det igen og igen fra publikum efter forestilling mandag aften ved Den Tilsandede Kirke. Et meget varieret program, med en række stjerner fra The Royal Ballet of London, musikalske indslag med violinisten Charlie Siem og operasangerne Andrea Pellegrini og Jens-Christian Wandt.
Programmet bød på ballet fra både det klassiske og det moderne repertoire. Som en særlig hyldest til Danmark åbnede forestillingen med dansk ballet. Fra Bournonvilles ballet Blomsterfesten i Genzano, dansede to af Royal Ballet helt unge stjerner, den berømte pas de deux. Francesca Hayward og Marcelino Sambé er begge kun 19 år. Meget charmerende og teknisk overlegen – man er ikke i tvivl om at de begge har en stor karriere foran sig.
Året prima ballerina var den brasilianske Roberta Marquez, som fik publikum til at holde vejret da hun med stor virtuositet dansede Rosenadagioen fra balletten Tornerose. Verdensballettens nye kunstneriske leder, Steven McRae viste igen i år at han både er en fremragende balletdanser og en stor showdanser. Han steppede sig igennem sin egen solo ”Something different” og rundede sammen med Roberta Marquez forestillingen af med den store pas de deux fra balletten Tornerose.
For mange blev aftenens højdepunkt balletten ”Côte á côte”. En ballet hvor Prins Henrik har været med i den kreative proces og skabt det stærke lydbilledet. Prins Henrik læste sit eget digt op – dedikeret til Dronning Margrethe, Gabriel Faurés musik for cello og klaver lød, og over det hele dansede Francesca Hayward og Thomas Whitehead en smuk og stærk og meget rørende koreografi skabt af den engelske koreograf Kristen McNally. En lille historie inspireret af Prinsgemalens digt. Er det soldaten på vej i krig der tager afsked med sin elskede ? Dansen og digtet åbenede op for mange fortolkninger, sådan som det altid er med god kunst.
Programmet bød også på smukke og inderlige fortolkninger af Ashtons pas de deux: Thaïs, og Hvid Svane fra Svanesøen, danset af to af Royal Ballets helt store stjerner, Hikaru Kobayashi og Federico Bonelli.
Det hele blev blandet med musik for violin og arier fra operaen verden. Årets operasanger var – udover Verdensballettens arrangør og aftenens koreograf Jens-Christian Wandt, mezzosopranen Andrea Pellegrini, som med sin vidunderlig varme stemme, sang bl.a. Carmen, Summertime og Norma. Det sidste i duet med Jens-Christian Wandt. En rigtig opera-duet hvor stemmerne fik lov at folde sig ud.
At violinisten Charlie Siem har mange fans i Skagen var man ikke i tvivl om. Publikum elsker ham – og med rette. Charmerende og vedkommende, men også en stor kunstner på sit instrument. Charlie Siem spillede musik af Saint-Säens og Kreislier, og kom uventet på scenen og akkompagnedere Andrea Pellegrini i Summertime.
Vejret viste sig fra sin smukkeste side, høj sol, varme og næsten ingen blæst. Publikum kvitterede med stående applaus, og selveste Ole Henriksen kom på scenen for at overrække gaver og takke hver enkelt af de medvirkende. Endnu en stor aften med Verdensballetten i Skagen – for 7. år i træk. Vi glæder os allerede til næste år.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Verdenballet brillerede ved Den tilsandede Kirke' til en bekendt