
Fra Byting til Klimatilpasning
19. august 2014 - kl. 4:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Bytingets møde om Kommuneplan og Klimatilpasning orienterede repræsentanter for Frederikshavn Kommune om de to planer. Der var rigtig mange mødt op, så det er bestemt noget, som interesserer Skagens borgere.
Andre kommuner er allerede i gang med at gennemføre klimatilpasningsprojekter, hvor vi i vores kommune kun taler herom. Lad os derfor få inspiration herfra og tage udgangspunkt i mulighederne i stedet for blot at sige nej.
Afsæt et par minutter til at se disse videoer. De tager udgangspunkt i udfordringerne med fremtidens regnskyl/monsterregn og kæde dem sammen med mulighederne for udnytte vandet som en ressource i stedet for blot at tænke oversvømmelse. Klik på linkene.
1. Miljøminister Kirsten Brosbøl. Lovgivningen kædet sammen med kreative projekter og rekreative områder for borgerne.
https://www.youtube.com/watch?v=0uvTCcjmsVw
2. Direktør for Realdania Hans Peter Svendler. Udfordringer ved nye samarbejdsformer mellem kommune og forsyningsselskab.
https://www.youtube.com/watch?v=XcQWzWSIPp0
3. Direktør for Lokale og Anlægsfonden Torben Frølich. Projekter med sund fornuft og forskønnende effekt.
https://www.youtube.com/watch?v=xQBTzZkZaIo
Byens institutioner anført af Brovandeskolen og Skagen Skole har tidligere givet inspirerende forslag til anvendelse af praktisk læring kombineret med rekreative områder. Lad dem komme på banen igen. Det er i mellemtiden blevet endnu mere aktuelt med den nye folkeskolereform.
Kære læsere på SkagensAvis, kom med gode forslag og ideer, så vi lokalt tager hånd om fremtidens vejr og natur. Dit indlæg er vigtigt for vores by.
Med venlig hilsen
Jens Ove Bagterp
4 kommentarer til “Fra Byting til Klimatilpasning” under annoncerne.
Hej.
I Tårs by får borgerne et nyt rekreativt område, skitseret af Hjørring Vandselskab og Teknik og Miljø.
Skitsen er udarbejdet efter et ønske der kom frem på et borgermøde i maj måned 2014.
Vandselskabet skal etablere et regnvandsbassin, da kloakkerne ikke kan klare virkningen af kraftig regn.
Hvorfor kan Hjørring kommune?
Hvorfor kan Frederikshavn kommune ikke?
I de 3 links i artiklen nævner Kirsten Brosbøl, håndtere stigende regnmængder, lave rekreative områder og lade kommunerne inspirere hinanden.
Hans Peter Svendler udtaler at VANDPLUS samler på tværs af de traditionelle opdelinger – Forsyning, kommune, rådgivning – og får dem til at skabe merværdi.
Torben Frølich vil have vanetænkningen brudt og parre teknikken, kreativiteten og friluftsfolket.
Hvorfor vil Frederikshavn kommune ikke deltage og være visionære?
I den dugfriske potentialeplan for Skagen må turisterne ikke være foruden en tur til Nordstranden gennem kolonihaverne.
Hvorfor skal de ikke have lov til på deres tur, at opleve vores regnvandssø?
Frederikshavn kommune bliv inspireret af Hjørring kommune og få løst de store problemer der er med højt stående grundvand og kraftig regnvand bl.a. i norbyen.
Mvh. Max Ø.
Æres den som æres bør.
Der skal uddeles stor ros til Frederikshavn Kommune for Klimatilpasningsplanen. Der står ikke et eneste forkert ord om klimatilpasningen i Skagen Nordby!
Til gengæld rækker præstationen nu nok heller ikke til et 12-tal (Den fremragende præstation).
Området er nemlig ikke omtalt mere end, der kan stå på kanten af et frimærke til trods for:
• 1987. Lokalplanen påpeger allerede dengang, at en afvanding er nødvendig. Det er aldrig sket, så der er også et uopfyldt juridisk aspekt over for den enkelte grundejer her.
• 1999. Området Eratosvej og Ydunsvej bliver oversvømmet. Der blev ved Hedeselskabets bistand iværksat en omfattende renovering af kloakker og fladedræn.
• 2001. Hedeselskabet afleverer en rapport omkring området. I rapporten anbefales det at anlægge 7 regnvandssøer.
• 2005. Spildevandsplanen for daværende Skagen Kommune omfatter disse 7 regnvandssøer. De er aldrig blevet anlagt.
• 2007. Den 1. januar lægges de tidligere kommuner Sæby, Frederikshavn og Skagen sammen i Frederikshavn Kommune
• 2008 og til nu er området vokset og blevet bebygget eksplosivt. Det samme er oversvømmelserne
• 2012. Frederikshavn Forsyning fremsender ”Ansøgning om udledningstilladelse for udløb A16R400 (lovliggørelse) til Center for Teknik & Miljø. Omkring overfladevand står der:
o ”Overfladevandet i det separatkloakerede opland til udløb A16R400 består af tagvand, vejvand, drænvand samt overfladevand/grundvand fra 4 grøftetilløb.
o Frederikshavn Spildevand A/S har ved tilsyn på regnvandssystemet konstateret at tilførslen af drænvand fra området er meget højt – der er lokaliseret en del dræntilslutninger til brøndene i området.”
• 2012. Forslag til ny spildevandsplan for Frederikshavn Kommune blev sendt i høring. De 7 regnvandssøer var udgået. Vi gjorde indsigelse og fik medhold, se afgørelsen
o Den fulde afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet kan ses på dette link: http://www.nmknafgoerelser.dk/ShowDoc.aspx?q=41-00141&docId=nmk20130919-000a-full
Der mangler bestemt ikke advarsler og problemet er heller ikke ukendt, så hvorfor er området ikke taget med i kommunens klimatilpasningsplan?
Er der nogen læsere på Skagens Avis, som har en forklaring?
Vi tager gerne imod Bytingets tilbud om samarbejde. Det er netop vigtigt, områdets udfordringer med afvanding og monsternedbør kombineres med et rekreativt område for at udnytte vandet som en ressource i stedet for at lukke øjnene og tænke “den går nok i min tid”. Både Skagens og hele Frederikshavn Kommunes indbyggere, politikere og embedsmænd skal udvise rettidig omhu og ansvarlighed over for fremtidens generationer.
Derfor savnes stadig korte indlæg fra både Skagen Skole og Brovandeskolen. Projekterne ligger allerede i skuffen. Lad os få inspirationen og visionerne frem i kortfattet version.
Tak for henvisningen til Bytingets møde om kommuneplanen.
Det er en alvorlig sag, I har taget hul på,og det er godt set, at løsningen af vandproblemet bør kombineres med noget kreativt eller rekreativt. Det er jeg sikker på, at Bytinget vil være med til at arbejde for, blot vi får en henvendelse inden 2. oktober. Og da vi snart runder medlem nr.100, udgør vi efterhånden en vigtig stemme her og i Frederikshavn.
Politiken har i øvrigt i dag et fantastisk tillæg om et stort triatlontræf i Herning samt om denne sports udvikling fra ingenting. Vi skal finde Skagens “triatlon”, der gerne må omfatte afvanding, viden om vand mv. og et antal fysiske discipliner, der bringer deltagerne fra kulturhuset over f.eks. Skagen Skolens legeplads, til “ørkenfortet” og et vandbassin længere ude og ind til byen igen.