
Læs denne uges Finansbarometer lige her
27. august 2014 - kl. 7:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Forbrugertillid fortsætter med at stige
Forbrugertillid stiger for sjette måned i træk
I sidste uge kom der nye tal for forbrugertilliden i august. Forbrugertilliden steg overraskende til 11,4 i august mod 10,6 i juli, og er nu steget 6 måneder i træk – det er aldrig sket før. Intet lader åbenbart til at kunne ryste danskernes lyse syn på især landets økonomi, heller ikke krig og krise rundt omkring i verden, faldende aktiekurser og meldinger om afmatning syd for grænsen. Det står i skærende kontrast til industrien, hvor synet på økonomien er faldet dramatisk. Normalt ville den høje forbrugertillid kunne aflæses i højt forbrug, men dette er ikke tilfældet i øjeblikket. Kigger man på dankortomsætningen, så stiger forbruget med noget i retning af en procent om året. Dette er højere end under krisen, men langt fra noget man kan kalde et decideret forbrugsopsving. Fremadrettet venter vi fortsat stigende forbrug bl.a. trukket op af en højere realløn og fremgang på boligmarkedet. Der bliver dog næppe tale om kraftig forbrugsvækst.
Fremgang på arbejdsmarkedet
I løbet af sidste uge kom der også nyt fra arbejdsmarkedet, da der kom tal for 2. kvartal fra den interviewbaserede arbejdskraftsundersøgelse (de såkaldte AKU tal). Tallene belyser udviklingen i antallet af beskæftigede og ledige. Tallene for 2. kvartal viste, at beskæftigelsen steg med hele 26.000 personer, mens ledigheden faldt med 10.000 personer fra 1. til 2. kvartal. Set over det seneste år er beskæftigelsen faldet med 1.000 personer, mens ledigheden er faldet med 13.000 personer. Selvom beskæftigelsen stort set er uændret over det seneste år, så indikerer udviklingen i 2. kvartal samt udviklingen i ledigheden, at arbejdsmarkedet er på rette vej.
Selvom den økonomiske usikkerhed er betydelig – så er det fortsat vores vurdering, at beskæftigelsen kommer til at stige yderligere over det kommende år, og at udfordringerne med hensyn til ledighed dermed også bliver en smule mindre. Fremgangen vil dog fortsat være forholdsvis svag, så der vil være perioder, hvor tallene peger den forkerte vej, men samlet set er det altså vores vurdering, at de positive nyheder kommer til at overskygge de negative over det kommende år.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt