
Læs denne uges Finansbarometer lige her
18. september 2014 - kl. 6:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Inflationen er stadig lav – men sikrer reallønsfremgang.
Inflationen fortsætter med at være lav
I sidste uge kom der nye tal for inflationen i august. Tallene viste, at inflationen faldt fra 0,8 %i juli til 0,5 % i august. Bag faldet var blandt andet et prisfald på mælk og på daginstitutioner og social forsorg. Det har også stor betydning, at tøjpriserne steg langt mindre end normalt i august. Tallene sætter en fed streg under, at inflationen er meget, meget lav for tiden. Det er et krisetegn, men det er også med til at mildne krisen. Lav inflation betyder, at forbrugernes købekraft er bedre. De seneste tal viser, at lønningerne på det private arbejdsmarked vokser med 1,3 procent om året – selvom dette er lavt historisk set, er det alligevel nok til at give en fin reallønsvækst, og dermed forbedret købekraft. Derudover betyder den lave inflation også indirekte, at renten også er lav.
Dansk eksport ramt af europæiske modvinde
Sidste uge bød også på nye tal for Danmarks samhandel med udlande i juli. Tallene viste, eksporten steg 2,7 %, men hvis man ser bort fra olieeksporten, faldt eksporten faktisk 0,2 %. Dansk eksport har været ramt af svag vækst på vores nære eksportmarkeder i 2. kvartal, og når den økonomiske aktivitet er lav på vores eksportmarkeder, betyder det også lavere efterspørgsel efter danske varer. Danmark er en lille åben økonomi, der i høj grad lever af vores samhandel med andre lande, hvilket betyder, at udviklingen i dansk økonomi i høj grad hænger sammen med den økonomiske udvikling rundt omkring på vores største eksportmarkeder. Fremover ser vi mere positivt på eksporten, hvilket bl.a. kan ses fra Danske Banks eksportbarometer. Efter vores vurdering er fremgangen i Europa blevet sat på pause af midlertidige forhold, der bør aftage i styrke i løbet af 2. halvår. Hvis Europa som ventet kommer lidt mere op i omdrejninger, vil det betyde større efterspørgsel efter danske varer, og dermed mere eksport.
Tallene viste også et overskud på betalingsbalancen på 11,0 mia. kr. – trukket op af både et stort handelsoverskud samt en stor formueindkomst. Det høje betalingsbalance-overskud er et udtryk for, at den indenlandske efterspørgsel stadig ligger underdrejet, idet opsparingen er høj, og investeringsaktiviteten er lav.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt