
Kulturminister Marianne Jelved studerer Helledies værk.
Helledie på Hjørring Seminarium
29. september 2014 - kl. 9:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Han var der i forvejen, Helledie! På Hjørring Seminarium. Med et krucifiks i et mødelokale. Men nu er han der også centralt i seminariets indgangsparti , med et livstykke af et billede, der har titlen “Den guddommelige og himmelske kærlighed”.
Afsløringen skete i forbindelse med festligholdelse af folkeskolens 200 – års dag, fredag den 26. september. Hovedtaleren ved receptionen var kulturminister Marianne Jelved, men det var lektor Jørgen Jørgensen, der foretog afsløringen. Sammen med en studiehold fra seminariet var han på et besøg hos Helledie faldet for kunstværket, og havde bragt det til seminariet. Billedet knytter an til folkeskolens formålsparagraf fra 1814, hvor det handler om at gøre danskerne til gode, retskafne mennesker på det evangeliske – kristne grundlag.
Skagen var i øvrigt rigt repræsenteret i festdagens program: Om formiddagen holdt Chresten Sloth Christensen 150 studerende i sin hule hånd, medens han talte om ”det gode og retskafne menneske”, og ved receptionen offentliggjorde lærekredsen et lille hæfte med titlen ”Mod til dannelse”, skrevet af tidligere leder læreruddannelsen i Skive Jens Godiksen, tidligere viceinspektør i Aalbæk Erik Salling og tidligere skoledirektør i Skagen Chresten Sloth Christensen.
Receptionen var arrangeret af Hjørring Seminarium, Lærerkreds Nord og Storytelling Nordjylland. I bestyrelsen for den sidste forening sidder flere skagboer.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Helledie på Hjørring Seminarium' til en bekendt