
Læs denne uges Finansbarometer lige her
23. oktober 2014 - kl. 8:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Skrøbelig fremgang på boligmarkedet
Faldende huspriser, men øget omsætning
I Danmark var sidste uge relativ stille på nøgletalsfronten pga. efterårsferien. Ejendomsmæglerkæden home udsendte dog sin nye kvartalsfokus, som belyser pris- og handelsaktiviteten på det danske boligmarked i 3. kvartal. Her viste tallene, at det generelt set går bedre for det danske boligmarked. Huspriserne på landsplan faldt godt nok med 2,1 % (sæsonkorrigeret) i 3. kvartal i forhold til 2. kvartal, men faldet kommer efter en større prisstigning kvartalet før, og er derfor knap så bekymrende. Huspriserne faldt i alle regioner bortset fra Region Hovedstaden, og det er altså stadigvæk især i og omkring hovedstaden, at boligmarkedet er i bedst form, selvom det dog ser ud til, at priserne har stabiliseret sig i resten af landet også. Huspriserne steg med 1,2% i Region Hovedstaden fra. 2. til 3. kvartal. De største prisfald skal findes i Region Sjælland og Region Syddanmark på hhv. -6,2% og -3,6%. I Region Midtjylland og Region Nordjylland var der moderate prisfald på hhv. -0,8% og -1,0%. Prisudviklingen understreger, at der stadigvæk er regionale forskelle på boligmarkedet. Den overordnede fremgang understøttes især af en stigende handelsaktivitet. Således steg antallet af solgte boliger med 2,6 % fra 2. til 3. kvartal, når man korrigerer for sæsonmønstre. Sammenligner man med 3. kvartal sidste år, er omsætningen steget med 6,8 %. Samlet set er det stadigvæk vores vurdering, at det går langsomt fremad for parcelhusmarkedet, men det er ikke overraskende, at der kan være måneder eller kvartaler med faldende priser, hvilket understreger, at selvom det går bedre på boligmarkedet, så går det heller ikke fantastisk godt. Det er især utroligt lave renter og en øget beskæftigelse, der er med til at understøtte boligmarkedet i øjeblikket.
Ejerlejlighedsmarkedet i god form – især trukket af København
Der er godt gang i ejerlejlighedsmarkedet, hvor priserne på landsplan er steget med 1,5 % (sæsonkorrigeret) i 3. kvartal i forhold til 2. kvartal. Handelsaktiviteten er også stigende her, idet antallet af solgte ejerlejligheder er steget med 7,8 % (sæsonkorrigeret) hen over kvartalet og med næsten 40 % i forhold til samme kvartal sidste år. Handelsaktiviteten er 56% højere, end da vi ramte den seneste bund for omsætningen i 3. kvartal 2011. Det er især ejerlejlighedsmarkedet i København, der klarer sig bedre. Her steg priserne med 1,7% fra 2. kvartal til 3. kvartal, når man korrigerer for sæson. At det især er det københavnske ejerlejlighedsmarked, der trækker, er ikke så mærkværdigt. Flere singles, flere indbyggere og billig boligfinansiering som følge af de lave renter trækker alle i retning af højere boligpriser, da det er svært at øge antallet af lejligheder tilsvarende.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt