
Hovedrollerne som Rosie og Alex spilles af Lily Collins og Sam Claflin, som her ses i en scene fra filmen.
Romantik i biografen
9. november 2014 - kl. 9:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio har torsdag i næste uge, 13. november, premiere på en amerikansk romantisk komedie – Love, Rosie.
Rosie Dunne og Alex Stewart har været bedste venner siden de var fem år, og så tænker man straks, at de så naturligvis ikke er de rigtige for hinanden.
Det ville være for langt ude. Eller er det? Når det kommer til kærlighed, livet og mere specifikt det at tage de rigtige valg i livet, er Rosie og Alex deres egne værste fjender.
Sammen drømmer de om at følge skæbnen, rejse jorden rundt og forlade barndomsbyen til fordel for Boston University. Skæbnen har imidlertid andre planer.
En kikset hændelse en aften, hvor alting går skævt, slynger de to bedste venner i vidt forskellige retninger. Rosie ender i armene på skolens lækreste fyr til en fest, og kort efter finder hun ud af, at hun er gravid. Rosie og Alex stopper med at se hinanden.
Der går lang tid, og der er verdenshave imellem dem, men alligevel er der et bånd, som ikke kan brydes. Kan det virkelig passe, at vi kun får én chance for at finde den eneste ene?
Love, Rosie er baseret på Cecelia Aherns bestseller-roman Hvor regnbuen ender.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Romantik i biografen' til en bekendt