Øverste lag af nye skoleledere udnævnt
20. november 2014 - kl. 16:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Samtidig med, at der oprettes 4 nye, store skoledistrikter i Frederikshavn Kommune, sker der en betydelig omfordeling af de nuværende skoleledere.
Økonomiudvalget har på sit seneste møde udpeget de 4 øverste ledere for distrikterne, mens resten kan forventes udnævnt og placeret inden jul.
Samtidig vil der også kunne ventes nye mere mundrette og geografiske navne for distrikterne, som vil være anvendt efterfølgende, idet syd bliver til vest, vest bliver til øst, Sæby + opland bliver til syd, mens nord forbliver nord. Forvirret?
Uddybning følger.
De 4 kommende øverste skoleledere ansættes i tjenestemandsstillinger med virkning fra 1. august 2015.
Den nuværende skoleleder ved skolerne i Ålbæk og Jerup, Per Arahamsen Hesthaven, får ledelsen af det kommende distrikt vest, som omfatter skolerne i Bangsbostrand, Gærum, Ravnshøj og muligvis også Heldagsskolen.
Kaj Erik Jensen, som i dag er skoleleder på Frydenstrandskolen, får det overordnede ansvar for det kommende distrikt øst, hvori indgår Nordstjerneskolen og Frydenstrandskolen (tidligere Fladstrand).
Gert Grysbæk Nygaard, der i dag er leder på Sæbygårdskolen, flytter til distrikt nord, som skolerne i Skagen, Aalbæk og Strandby fremover skal høre ind under.
Endelig er den nuværende skoleleder ved Bangsbostrand Skole, Anette Jensen Nedermark, udnævnt som ny leder for distrikt syd, der omfatter Sæbygårdskolen, Sæby Skole, skolerne i Dybvad-Hørby, Torslev Skole i Østervrå samt Stensnæsskolen i Voerså.
Desuden er der udpeget nye distriktsledere for dagtilbuddene i de tilsvarende distrikter. I distrikt nord bliver det John Høst Sørensen, i vest Karin Holm Hansen, i øst Gitte Højbjerre, og i distrikt syd er Caroline Skjoldborg udnævnt.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Øverste lag af nye skoleledere udnævnt' til en bekendt