
Sektionsleder ved Beierholm i Skagen, Søren Rasmussen.
Stolthed i Skagen på Danmarks Bedste Arbejdsplads
20. november 2014 - kl. 8:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Statsminister Helle Thorning-Schmidt var onsdag aften med til at kåre Danmarks Bedste Arbejdspladser. Revisionsfirmaet Beierholm løb med førstepladsen blandt virksomheder med over 500 medarbejdere, og
på kontoret i Skagen er man stolte over nu at kunne kalde sig Danmarks bedste arbejdsplads. Nultolerance over for mistrivsel blandt medarbejderne er en af forklaringerne, lyder det fra kontorets leder Søren Rasmussen.
Det internationalt anerkendte Great Place to Work Institute i Danmark kårede onsdag aften Danmarks bedste arbejdspladser. Godt 25.000 medarbejdere fra 125 virksomheder har deltaget i denne 14. udgave af kåringen, der blev afsløret ved et gallaarrangement i Cirkusbygningen i København.
Beierholm deltog for syvende gang og har løbende forbedret sin placering. Revisionsfirmaet med 19 kontorer fordelt over hele landet løb denne gang med førstepladsen inden for kategorien af store arbejdspladser med over 500 medarbejdere, og på kontoret i Skagen kommer det ikke helt uventet:
– Vi er meget, meget stolte over at være blevet kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads 2014. Vi har nu bevist, at det er muligt at skabe medarbejdertilfredshed i en branche, der både er kendetegnet ved perioder med lange arbejdsdage, og fritid, der ofte bruges på de studier, der skal understøtte karrieren, pointerer sektionsleder Søren Rasmussen fra Beierholm i Skagen og fortsætter: – Resultatet skyldes, at vi gennem en årrække har valgt en ret usædvanlig tilgang til ledelses- og medarbejdertrivsel, og nu får de mange anstrengelser så det største skulderklap, vi kan forestille os. Det er vi naturligvis meget tilfredse med.
Beierholm udmærker sig blandt andet ved en meget udtalt nultolerance over for mistrivsel blandt medarbejdere og ledelse. Virksomheden måler konstant på netop trivsel, og trivselspoint er synlige for alle medarbejdere på lige fod med blandt andet omsætning og indtjening. Og denne synlighed er blot et blandt mange tiltag, som løbende skal løfte arbejdsglæden og motivationen blandt virksomhedens 650 medarbejdere i Danmark:
– Det er lykkes os at skabe en meget, meget stærk trivselskultur i virksomheden. Vi har først og fremmest fokus på de steder, hvor trivslen halter og sætter ind med en fokuseret indsats over for både afdelinger og enkeltansatte, forklarer HR-chef Lars Pertou Vestergaard og fortsætter: – Eventuelle problemer skal så vidt muligt løses via åben kommunikation og en målrettet indsats, der er synlig for alle. Herved løftes bundniveauet for tilfredsheden blandt medarbejdere og ledelse løbende.
Lars Pertou Vestergaard siger supplerende, at en del af successen uden tvivl kan tilskrives Beierholms meget stærke teamånd. Organisationsformen er faste teams, der betjener en konkret kundeportefølje. Dette resulterer i et højt engagement over for kunderne og et stærkt interessefælleskab internt i teamet, der består af både medarbejdere og ledere. I teamets trivselsrecept er de vigtigste ingredienser: Selvledelse, egen kundekontakt, livslang læring, balanceaftaler og en væsentlig grad af karrieremuligheder. Samtidig er der i teamet kolleger, der står klar til at støtte, hvis en kollega mister balancen.
Og der er noget, der tyder på, at indsatsen virker. Beierholm er de seneste år gået fra en femteplads i 2012 til en andenplads i 2013 og nu til en førsteplads blandt Danmarks største virksomheder. I samme periode er både størrelse og omsætning steget, og Søren Rasmussen lægger da heller ikke skjul på, at fokus på trivsel er en strategisk genvej til at vinde markedsandele og øge Beierholms værdi:
– Konkurrencen blandt landets revisionsvirksomheder er hård. Det gælder både i kampen om at tiltrække kunder og de dygtigste medarbejdere. Vi satser på at være den mest attraktive arbejdsplads for revisorer i Danmark, og vi tror ikke mindst på, at tilfredse kunder starter med tilfredse medarbejdere. Med andre ord står medarbejdernes trivsel højt og larmende på side ét i vores forretningsstrategi. Det er vores middel til at nå vores mål om løbende at øge værdien af Beierholm, pointerer han.
Herved understreger Søren Rasmussen Beierholms mantra, der lyder ”Vi skaber balance”. Balance skal i Beierholms terminologi forstås tretydigt, nemlig balance mellem privat- og arbejdsliv for den enkelte medarbejder, balance i kundens nøgletal samt balance i Beierholms egen vækst.
Fakta om Great Place to Work
Great Place to Work er en global konsulent- og rådgivningsvirksomhed med kontorer i 45 lande. Virksomheden hjælper arbejdspladser med at blive bedre og kårer hvert år Danmarks Bedste Arbejdspladser inden for mindre, mellemstore og store arbejdspladser.
1 kommentarer til “Stolthed i Skagen på Danmarks Bedste Arbejdsplads” under annoncerne.
















Et stort tillykke til Beierholm.