
Over 500 mennesker sang julen ind i Skagen Kirke
21. november 2014 - kl. 13:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Kirke var fyldt til sidste plads – både på gulv og balkon sad folk helt tæt. Over 500 mennesker havde torsdag aften fundet vej til Skagen Kirke for at overvære operasanger og Skagensambassadør Jens-Christian Wandts traditionsrige julekoncert. Efter sidste års udflugt til Kulturhuset Kappelborg, var koncerten tilbage i Skagen Kirke, og det blev omtalt af mange med stor begejstring, – ”det er i Skagen Kirke at denne koncert hører hjemme” – som en på bænken foran mig antydede.
I år fik Jens-Christian Wandt selskab af sopranen Ditte Højgaard som mange skagboer kender fra Verdensballetten og de forrige julekoncerter i Skagen Kirke. For mange blev det også til et herligt genhør med bassangeren Jens Søndergaard som sidst optrådte i Skagen som Drachmann i Jubilæums-egnsspillet i 2013. De blev alle akkompagneret af Kongehusets organist fra Holmens Kirke, Jakob Lorentzen og den ”lokale” trompetist – Rikke Øland fra Aalborg.
Programmet bød på uddrag af Händels Messias, kendte juletoner som ”Nu tændes tusind julelys”, ”En rose så jeg skyde”, ”Der er noget i luften” og ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Koncerten sluttede med at alle i kirken stående sang ”Dejlig er jorden”, efterfulgt af Adams smukke julearie.
Publikum kvitterede med stående og begejstret aplaus, og med ekstranummeret ”Når du ser et stjerneskud”, indfriede koncerten alle forventninger og mere til.
Blandt publkum var Frederikshavns Kommunes kulturudvalgsformand Mogens Brag (V), men også lokale politikere som Bjarne Kvist (S) og Pia Karlsen (V) havde fundet vej til Skagen Kirke, og helt fra København var Danmarks Flådeprovst Ejgil Bank Olesen, rejst til Skagen for at opleve sin organist fra Holmens Kirke på udebane.
Efter koncerten fortsatte publikum til Brøndums Hotel ,hvor de smukt julepyntede stuer var rammen om et hyggeligt nachspiel med glögg og brune kager.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Over 500 mennesker sang julen ind i Skagen Kirke' til en bekendt